Estate Media –

Nyheder – Danmark

Ugen i Ejendom: Københavns nye bydel gik rent ind

Det var lidt af en bombe, regeringen og Københavns Kommune kunne bringe til udløsning fredag formiddag. I al hemmelighed har de gået og pønset på at udbygge København fra en helt ny vinkel. Læs om det og mange andre spændende nyheder fra ugen i Ugen i Ejendom...

Kamilla Sevel

lørdag 6. oktober 2018 0:40

København skal ikke vokse i højden men i bredden. Den danske hovedstad kommer dermed aldrig til at få Stockholm eller Oslos kapacitetsproblem med for lidt jord og for mange mennesker, der gerne vil bo på begrænset plads. I stedet skal vi udvide hovedstaden med en ny ø lige i nærheden af centrum. Det er i hvert fald hvad en principaftale mellem Københavns Kommune og Staten skal sikre. Jubelråbene har allerede stået i kø. Investorerne er glade for nye produkter at investere i, og udviklerne ser pipelinen folde sig ud. Byudviklingsmæssigt bliver der mere by på et forholdsvist lille geografisk område, og det er helt i tidens trend, hvor fortætning er en klar tendens.

Hvis man skal tale hele ejendomsbranchens sag, så er det naturligvis også vigtigt at være opmærksom på, hvad en så kraftig udbygning vil gøre for det generelle prisniveau og de eksisterende “nye” byområder. Et af målene med Lynetteholmen er netop at skabe stabil tilførsel af boliger, og dermed vil de, der investerer i København i forventning om, at priserne stiger til svensk eller norsk niveau, naturligt blive skuffede.

Den lange tidshorisont vil til gengæld formentlig betyde, at Ørestad, Nordhavn og Carlsberg vil være færdigudbygget, inden der kommer flere områder i spil. Københavns Kommune har været ret rigid omkring rækkefølgeplanen for at sikre, at det ene kvarter kom godt i gang før man tog hul på det næste. På den måde har man sikret, at man ikke fik en alt for fragmenteret byudvikling. Det har betydet, at Refshaleøen har måttet ligge i venteposition, men med den nye plan ser den endelig ud til at blive en god investering for de pensionskasser, der købte den af Klaus Helmersens St. Frederikslund og overtog en uigennemførlig men sympatisk strategiplan om Danmarks første økologiske bydel.

Læs også Enormt visionært med 20.000 boliger

For nytiltrådte Anne Skovbro som adm. direktør i By & Havn er der tale om en anseelig fjer i hatten. Hun kommer ikke bare til at stå i spidsen for et byudviklingsselskab med de allerede eksisterende projekter men nu også – som konstruktionen er meldt ud indtil videre – med udviklingsselskabet som et By & Havn drevet datterselskab og dermed en enorm ekstra opgave.

Næste skridt bliver nu, at parterne er enige om – at der som det første skridt – skal gennemføres en VVM-undersøgelse vedrørende anlæg af Lynetteholmen, som omfatter opfyldning af et areal på cirka 2 millioner kvm i Øresund. Grundlaget for etableringen af Lynetteholmen, herunder den selskabsmæssige konstruktion, vil på den baggrund blive fastlagt ved lov.

Udviklingen bliver et datterselskab af By & Havn for at sikre, at det bliver ejet ligeligt af Københavns kommune og staten. Området vil på sigt kunne rumme 2,5-3 millioner kvm bolig- og erhvervsbyggeri og dermed omkring 35.000 beboere og et tilsvarende antal arbejdspladser. En spændende udmelding, der totalt ændrede hovedstadens byudviklingsdagsorden. Sandsynligheden for, at Lynetteholmen bliver til noget i en eller anden form, er stor. Spørgsmålet er bare hvornår. Der er dog nok ikke tvivl om, at den ikke står færdig før de fleste nuværende aktører i branchen har sluttet deres erhvervsaktive karriere.

Læs også København skal have ny ø til 35.000 borgere

En anden vigtig politisk udmelding i denne uge kom for Frejas byggeri ved Nuuks Plads på Nørrebro – et højhus tegnet af Over Byen Arkitekter og et projekt, der er arbejdet på i flere år, blev fejet politisk af bordet. Hvorfor er det, at der ikke er nogle politikere, der har signaleret, at det her projekt var på vej ud af en forkert tangent?

Det er et helt horribelt spild af ressourcer, at en sag får lov at løbe så langt uden nogen griber ind og siger: “Ved I hvad – lad være med at tegne videre, for vi kommer ikke til at synes om et højhus der. Hvis der er 400-ish borgere, der går med, så stopper vi projektet fuldstændigt.”

Jeg hører til dem, der kan få tårer i øjnene på en valgaften af stolthed over, at demokratiet er i funktion. Og jeg synes borgerinddragelse er rigtigt og vigtigt og helt på sin plads. Men man bør sjældent omstøde en beslutning på grund af nogle få borgeres protester. Som der var en kommentator i ugen, der skrev, skal man også som politiker – og måske især på venstrefløjen – være meget bevidst om, at når man stopper udviklingen af nye boliger på efterspurgte steder, hvor man gerne vil have blandede byer, så er man med til at understøtte høje priser.

Det gavner de eksisterende og etablerede borgere og gør det sværere for unge og mindre ressourcestærke at komme ind på boligmarkedet. Og som offentlig myndighed kan man ikke være bekendt overfor investorerne, at der bliver spildt så mange penge på, at et projekt går så langt. I denne sag er det oven i købet vores egne penge, for det er jo statens ejendomsselskab, der primært er slået tilbage til 0, selvom der naturligvis også er lagt ressourcer i sagen fra den potentielle køber og udvikler, Gefions, side og mange andre. København har lanceret et nyt initiativ, Københavnersnak, der skal sikre borgerinddragelse. For branchens skyld ville det være fantastisk, hvis den bliver effektiv og kan flytte inddragelsen frem i forløbet, inden de mange ressourcer bliver brugt og tilliden mellem myndighed og investorer brudt.

Projekter, der bliver fejet af bordet alt, alt for sent og politikere, der for nemt lader sig overbevise af relativt få borgeres protester, er ikke kun et problem i København, men også i andre kommuner – primært i Hovedstadsområdet. I Jylland går det oftest lidt nemmere. Selv når man vælger at bygge et 300 meter højt tårn på en næsten bar mark, som Bestseller arbejder på i Brande. Her er der også protester, som for eksempel, at et nationalt mindesmærke som Jellingestenen vil blive skæmmet, når man kommer til at kunne se tårnet i horisonten fra stenen, men det har ikke ændret på planerne.

Læs også Gefion-højhus på 75 meter stemt ned

Læs også Gefion-direktør: Vi har noteret os, at forslaget ikke blev vedtaget

Det gode marked betyder, at der er grundlag for at turde tage springet og blive selvstændig. I denne uge meldte investeringschef i Patrizia, Jacob Smergel-Krog, ud, at det agter han at gøre. Han vil hjælpe internationale investorer, der endnu ikke er etablerede i Danmark med at investere. Det bliver spændende at se, hvilke nye i markedet, Jacob Smergel-Krog måske kan være med til at tiltrække. En af dem så vi i denne uge, da italienske Generali Real Estate købte første ejendom på det danske marked.

Læs også Tidligere Patrizia-direktør starter op for sig selv

Læs også Italiensk ejendomsforvalter køber strøgejendom (+)

Efter kun knap 4 måneder som konkursbo blev et ufærdigt projektbyggeri i Ålsgårde solgt i denne uge. Det er forholdsvis risikabelt at overtage et byggeri, som man ikke kender byggeteknikken bag, så det ser på overfladen ud til at være godt arbejde, som kurator Henrik Sjørslev har fået gjort. Ikke mindst for det lille lokalsamfund, som lider markant under, at en central grund ligger hen som spøgelsesby.

Læs også Projektudvikler køber nordsjællandsk konkursbyggeri

Nogle gange er det sådan, at visse arkitektfirmaer løber ind i en stime af gode historier, og så varer det naturligt nok lidt tid før den næste bølge kommer. Sådan en stime har Henning Larsen været i de sidste uger. Først åbnede Kronprinsesse Mary Henning Larsens nye kontor i New York i forrige uge, og i denne uge røg Henning Larsen til tops i nyhederne for designet af den nye retsbygning i Malmø, som Castellum har købt for 860 millioner kr.

Læs også Ejendomsselskab investerer 860 millioner kr. i retsbygning

En anden svensk investor brød også nyhedsstrømmen. Skanska er nemlig nu så langt med sit spekulative kontorprojekt, at der i denne uge kunne sættes spaden i jorden til første spadestik. Dermed bliver Havneholmen i København færdigudbygget, og Skanska har turdet tage skridtet efter en trediedel er udlejet.

Læs også Skanska investerer 412 millioner kr. i nyt kontorbyggeri

Den heftige nyhedsstrøm i denne uge bød også på iværksættere, der i en tid, hvor flere mæglere går ind i projektsalg, i stedet håber at kunne forene bygherrer og potentielle købere/lejere direkte med hinanden. Nybygget.dk vil skabe overblik over alle udviklingsprojekter i Danmark og er allerede godt på vej.

Læs også Proptech-iværksættere: Danmark er bare en dråbe i havet (+)

Læs også Ejendomsmæglere tager sig godt betalt

Nectar Asset Managements udmeldte overskud på godt 13 millioner kr. røg også ind på listen over mest læste. Asset management selskabet er ikke et af dem, der gør mest stads af sig, men har nu ejendomme under forvaltning for over 7 milliarder kr. og har netop solgt en dansk boligejendom efter bare 3 års ejerskab med en IRR på 24 procent, hvilket slet ikke er usædvanligt for flere investeringer i øjeblikket.

Læs også Nectar Asset Management lander 2-cifret resultat

Til sidst lidt ananas i egen juice for blandt de mest læste nyheder i ugen var nemlig også nyheden om, at vi i Estate Media gerne vil sikre os, at vi bliver ved med at kunne levere den bedste viden til ejendomsbranchen på flere forskellige platforme. Derfor har vi oprustet med en række gode profiler, der skal være med til at udvikle os videre, og det glæder vi os til ligesom det er en fornøjelse, at den nyhed nåede ud til så mange.

Læs også Estate Media opruster med flere nye profiler

På søndag går turen for mig til München. 93 danskere er i år tilmeldt Expo Real ud af over 22.000 tilmeldte. Og selvom der nok skal komme lidt flere, så er det i min optik alt for lidt.

Expo Real er mere forretning og mindre socialiseren end den franske pendant Mipim. Det er et effektivt forum, og jeg glæder mig til at få et indblik i, hvordan den europæiske ejendomsbranche ser markedet lige nu foruden at mødes med nogle af de danskere, der er i Tyskland, og høre om deres oplevelser med de internationale investorer.

Skal du til Expo Real, så er du velkommen til at kontakte mig, og hvis ikke, så bringer vi de vigtigste konklusioner i næste uges Ugen i Ejendom og i Estate Magasin #5, som vi på redaktionen er lige ved at lægge sidste hånd på.

Vil du vide mere om Expo Real – se mere her

Og så er der bare tilbage at sige: Rigtig god weekend!

 

Kommentarer

Seneste nyt

Fond udvider med to ejendomme i eftertragtet københavnerområde

Pluss, Investering, København, Transaktioner / tirsdag 25. juni 2019

Laveste prisstigninger på både lejligheder og huse i flere år

Bolig, Investering / tirsdag 25. juni 2019

Roskilde Kommune vil bygge 75 flere boliger for at finansiere nyt stadion

Projektudvikling, Bolig, Byggeri / tirsdag 25. juni 2019

Nyt segment for Koncenton – investerer i 82 seniorboliger i Albertslund

Pluss, Bolig, Investering / tirsdag 25. juni 2019

Årstiderne Arkitekter og Sweco skal opføre ny bydel med 450 boliger

Pluss, Arkitektfirmaer, Rådgivere, Bolig, Byggeri / tirsdag 25. juni 2019

DAB finder ny adm. direktør

Administration, Virksomheder og mennesker / mandag 24. juni 2019

Kommende konferencer

Torsdag den 29. august kl. 11:30

Ejendomsdagene 2019

- alt der glimter er ikke guld!

Tirsdag den 10. september kl. 09:00

ABR 18 i praksis

- kontrakter, honorering og tvisteløsning

Jobmarked

Nyeste opslag

Property manager/ejendomsadministrator

       

Executive Assistant

       

Seneste nyheder



Tags

Ledige erhvervslejemål

Lokalebasen.dk er Danmarks portal for erhvervslejemål. Søg blandt tusindvis af ledige erhvervslokaler over hele landet.
Se www.lokalebasen.dk
Har du brug for specifikke lokaler, kan du søge i de forskellige kategorier:
Kontorlokaler
Kontorhoteller
Butikslokaler
Produktions- og lagerlokaler

Available Office Space for Rent
MatchOffice is one of the world’s leading serviced office brokers.
Browse through thousands of serviced offices and business centers in various countries.
MatchOffice Sweden
MatchOffice Norway
MatchOffice Finland