Herning Centret. Foto Poul Skovbakke.
Herning Centret. Foto Poul Skovbakke.

Danske Shoppingcentre køber Herning Centret

HerningCentret skifter nu ejer. Køberen er Danske Shoppingcentre, som står bag 16 shoppingcentre – snart 17 – i Danmark. Herning Centret er ifølge den offentlige vurdering sat til 376 millioner kr.

– En stærk og professionel fremtidig ejer er fundet til HerningCentret, som har haft 80 millioner besøgende, siden centret åbnede i 1978 og senest i 2017 blev kåret til årets shoppingcenter med Danmarks bedste aktiviteter, siger adm. direktør Jesper Larsen, Property Partners, der har bistået ejerkredsen med at sælge shoppingcentret.

Formelt skal salget nu godkendes af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Det forventes at ske i løbet af de næste måneder. Den nye ejer overtager herefter centret den 1. oktober.

Danske Shoppingcentre ejes af ATP Ejendomme og Danica Ejendomme, som med HerningCentret kommer til at eje 17 shoppingcentre herhjemme. Selskabet konsoliderer sig som den største spiller på markedet for shoppingcentre i Danmark.

HerningCentret passer godt ind
– Vi er rigtig glade for at kunne tilføje Herning Centret til vores portefølje af shoppingcentre. Alene i de seneste fem år er der investeret cirka 100 millioner kr. i centret, så det er et moderne og desuden meget veldrevet shoppingcenter, vi overtager med høj udlejningsprocent, spændende butikker og et solidt kundegrundlag. Vi ser frem til et langsigtet samarbejde med centrets lejere og kunder, siger adm. direktør i Danske Shoppingcentre og adm. direktør i ATP Ejendomme, Michael Nielsen.

Der har været interesse for at købe HerningCentret fra både ind- og udland, siden det i februar blev offentliggjort, at centret blev sat til salg af de hidtidige ejere, en række Difko-selskaber samt Hugo Pedersen og Inge Jenny Dahl Knudsen.

– Det har været positivt at opleve, at det er bemærket i både ind- og udland, at Herning Centret er et center, som har formået at udvikle sig fra at være et indkøbscenter til et shopping- og oplevelsescenter.  Med den nye ejer er fremtiden sikret med hensyn til videreudvikling af centret, siger Jesper Larsen.

Baggrunden for salget var netop, at den nuværende ejerkreds ønskede en fremtidig ejer med et langsigtet perspektiv og kernekompetencer inden for drift og udvikling af shoppingcentre.

Den nuværende ejerkreds har bestået af de to navngivne investorer, der har haft part i centret i 40 år, mens rækken af Difko-investorer har været med i 28 år, selv om deres investeringshorisont egentlig kun var 20 år. I ejerkredsen er der derfor enighed om, at tiden var moden til et ejerskifte.

Udover Jesper Larsen fra Property Partners har rådgiverne bag handlen været det internationale ejendomsmæglerfirma Cushman & Wakefield RED samt advokatfirmaet Bruun & Hjejle. Fra købers side har advokatfirmaet Bech Bruun assisteret ved handlen.

 

Fakta om Danske Shoppingcentre
Danske Shoppingcentre bliver den nye ejer af HerningCentret og ejer desuden følgende shoppingcentre: Frederiksberg Centret, Lyngby Storcenter, Slotarkaderne i Hillerød, Kolding Storcenter, Helsingør Bycenter, Hvidovere Stationscenter, Glostrup Centret, Randers Storcenter, Vestsjællandscentret, Slagelse, City 2, Copenhagen Designer Outlet, Nørrebro Bycenter, City Vest i Aarhus, Ishøj Bycenter, Amager Centret og Friis Shoppingcenter i Aalborg.

Læs også Analyse: Steen & Strøms vej fra 16 til 3 centre (+)

Læs også TK Development vil sælge sine butikscentre

Læs meget mere om ejendomsmarkedet i Herning her

Læs mange flere nyheder om transaktioner her





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder