onsdag 06. juni 2018 07:53
Esbjerg kan få datacenter på 250.000 kvm
Et datacenter på 250.000 kvm – svarende til cirka 35 fodboldbaner – skal efter alt at dømme placeres mellem motorvejen og bysamfundet Andrup ved Esbjerg.
Det skriver JydskeVestkysten, som har oplysningerne fra en rapport fra Esbjerg Kommune. Her omtales projektet som ”Projekt Ember”, hvilket formentligt blot er et dæknavn for det udenlandske selskab, som reelt står bag datacentret, skriver avisen.
Af rapporten fremgår det imidlertid, at projektet omfatter opførelse af et datacenter med datahaller samt supportfaciliteter og indrettet med interne veje og parkering med videre og forskellige teknikbygninger og teknisk udstyr. Det er planen, at datacentret anlægges i flere etaper over en årrække.
Forskellige bygninger
Det aktuelle projekt omfatter cirka 250.000 kvm bebygget areal fordelt på 200.000 kvm datahaller og 50.000 kvm administrations-, logistik- og servicebygninger samt en eller to højspændingsstationer hver med et areal på cirka 30.000 kvm og nødstrømsanlæg med et samlet areal på cirka 6.500 kvm.
Hvis projektet på cirka 250.000 kvm bliver en realitet, bliver det på størrelse med Apples datacenter i Viborg, som ligeledes er 250.000 kvm, når det er fuldt udbygget, mens Facebooks datacenter i Odense vil få en størrelse på 184.000 kvm.
Der er i øjeblikket 5 offentligt kendte datacentre på vej i Danmark – datacentret ved Esbjerg kan blive det sjette af slagsen.
Læs også Facebooks datacenter i Odense skal levere varme til 6900 husstande
Læs også Apple bygger nyt datacenter i Aabenraa – mægler jubler
Læs også Google køber 73,2 hektar grund i Fredericia til muligt datacenter
Læs også Facebook bekræfter opførelsen af 56.500 kvm datacenter i Odense til milliarder