Ugen i Ejendom: Nordens højeste tårn, største antal studieboliger og en mindre IKEA

Ikea fik kolde fødder i den forgangne uge og trak sig fra sit ellers højt profilerede nye city-byggeri på Kalvebod Brygge, som skulle være moderskibet til nye Ikea-citybutikker over hele verden. Forklaringen skal findes i, at kunderne handler på internettet, og at de vil få bragt varerne i højere grad fremover. Det vidste Ikea efter al sandsynlighed også i sommeren 2017, så det kan næppe være meget, der har ændret sig på den front siden da.

Ikea butikken på Kalvebod Brygge har fra starten været projekteret som en dyr udgave af sig selv og forhandlingerne med Københavns Kommune har været komplicerede. Er folkene bag Ikea mon kommet til en erkendelse af, at så stor en risiko ønsker koncernen ikke at løbe? Eller er der tale om et politisk planlagt spil for at få tingene igennem? Det er ikke til at sige, for den officielle forklaring er som sagt ændrede handelsvaner. Der er ingen tvivl om, at det er et faktum, at handelsvanerne ændrer sig, men ikke på så kort tid og vel næppe til overraskelse for et så megadygtigt detailudviklingsteam, som Ikeas, der står bag hele den globale Ikea-maskine med udgangspunkt i koncernens hovedkontorer, der ligger i netop vores region.

Læs også Ikeas nye city-varehus i København skrumper og bliver forsinket 

Nyheden blev ugens mest læste og det er forståeligt, for det er en meget central beliggenhed i København, der er tale om. De mange BIG-tegnede ungdomsboliger og CabInn-hotellet i samme område skulle dog ikke blive berørt.

Den anden milepæl, der blev en anti-milepæl, var behandlingen af H.C. Andersen tårnet i Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune. Det 280 meter høje tårn og en forlystelsespark i Nordhavn er hverken mere eller mindre tæt på en realisering ifølge initiativtagerne. De er ikke erfarne projektudviklere, som man måske skulle tro, når man planlægger et projekt til 6,5 milliarder kr., men har tidligere været henholdsvis erhvervskundedirektør i Nordea og haft et rengøringsfirma. Alligevel ryster de ikke på hånden, selvom beslutningen blev udskudt og skal op på et ekstraordinært møde. Kurt Immanuel Pedersen ser på projektets størrelse som et spørgsmål om antallet af nuller og sagde i den forgangne uge til Estate Media, at:

– Nu er jeg gammel bankmand, og tal er altid noget med nogle nuller på. Sammen med vores finansielle rådgiver Deloitte har vi lavet en kompleks finansiel model, som viser, at projektet vil give et fornuftigt afkast i forhold til casen – så ja, det kan lade sig gøre, sagde Kurt Immanuel Pedersen, da Estate Media-journalist Søren Duus fangede ham i ugen.

Det bliver rigtig spændende at se, hvad der sker med projektet, som mange i ejendomsbranchen nok har set lidt i samme kategori som Nordhaleøen; en spændende tanke men urealistisk. Og det hjalp nok heller ikke, at Kirkbi i første omgang kom med et projekt næsten magen til på samme placering kort efter, at HCAAT havde præsenteret deres. Efterfølgende er Kirkbi blevet anklaget for plagiat af Kurt Immanuel Pedersen. Men så igen. Mange års erfaring i ejendomsbranchen har lært mig, at man ikke skal afskrive noget som helst i ejendomsbranchen. Og at noget af det, der lyder vildest nogle gange er det, der på den lange bane kommer til at give mest værdi. Så jeg glæder mig til at følge planerne og ikke mindst Københavns Kommunes vurdering af det samlede projekt og dets værdi for byen som helhed.

Læs også Nordhavns-tårn skal op på ekstraordinært møde i Teknik og Miljø

Læs også Politikere udskyder beslutning om H.C. Andersen tårn

En anden af ugens læste nyheder er også et vildt projekt. Vildt flot i hvert fald. For det er sikkert og vist, at 639 ungdomsboliger bliver igangsat nu i Lyngby og giver flere DTU-studerende mulighed for at slå sig ned i Lyngby fremover. Lars Gitz har tegnet  studieboligprojektet for BaseCamp, hvor der bliver 700 meter græsplæne på toppen. Freja har projektudviklet og fået Lyngby-Taarbæk kommune med på ideen.

Læs også BaseCamp Student bygger 639 boliger i Lyngby i projekt til 530 millioner kr.

Ejendomsbranchen har flaskehalsproblemer i nogle af branchens nøglepositioner. Det gælder seniorfolk – altså dem, der har været igennem både opture og nedture og kan håndtere problemerne, når de opstår. Og det gælder blandt andet dygtige projektchefer, asset managers og udviklingsfolk. Derfor er der også stor interesse for, når de forskellige organisationer ansætter nyt. I denne uge var det Thylander, der udnævnte to partnere. Der var Gefion, der ansatte 32-årige Bjørn Laursen med erfaring fra både Dansk Supermarked og Lidl til at styre gruppens største 40.500 kvm. projekt med ungdomsboliger og erhverv på Amager Strand.

Læs også To nye partnere i Thylander Gruppen

Læs også Gefion ansætter ansvarlig for gruppens største projekt med 40.500 kvm. på Amager

Og så var der to overraskende udnævnelser. Den ene var, at ATP Ejendomme, der er Danmarks største ejendomsinvestor, når man medregner både Danmark og udlandet, udnævner en vicedirektør til at supplere Michael Nielsen.

Læs også ATP Ejendomme henter direktør fra Færch Fonden

Den anden var, at Tony Christrup, nu tidligere projektudviklingsdirektør i Arkitektgruppen, i stedet skal fokusere på overordnet byudvikling og Arkitektgruppens relationer til omverdenen. Et meget rigtigt set træk af Arkitektgruppen, der vidner om stort overskud men måske også et spørgsmål om at komme på forskud med “problemerne”. Tendensen er på mange forskellige niveauer i dag, at projektudvikling går fra at være monolit orienteret til at være integrerede byudviklingsprojekter med samarbejde med mange forskellige interessenter og grupperinger på tværs af befolkningsgrupper, brancher og segmenter. Det ruster Arkitektgruppen sig til med sit nye fokus.

Læs også Tony Christrup skal være direktør for strategisk byudvikling og markedsrelationer 

Helsingør har i mange år hængt i branchen, men nu er et nyt stort udviklingsprojekt på vej, der måske kan være med til at opgradere byen fra kun at være et sted, der mister unge og studiepladser, til at skabe et attraktivt campusmiljø med ungdomsboliger og ungdomsuddannelser klos op ad hinanden. De to – indtil videre forholdsvis uerfarne – projektudviklere i KP Huse har fremlagt et meget spændende projekt, og de har allieret sig med kompetente forhandlings- og finansieringsprofiler. Robert Neble Larsen, tidligere EDC-direktør, er med i bestyrelsen og Erik Urskov, som mange i ejendomsbranchen, kender fra hans tid i Nykredit, har stået for struktureringen af finansieringen til projektets 1,5 milliarder kr. formodede værdi.

Læs også KP Huse vil bygge 500 boliger og campus til 1,5 milliarder kr. i Helsingør

Læs også Nyt udviklingsselskab har tidligere EDC-direktør i bestyrelsen

Det var også i denne uge, at Erhvervsministeriet (ikke boligministeriet, som man måske skulle have troet), kom med den længe ventede rapport om mulighederne for at forbedre boligmarkedet. En af anbefalingerne er, at man kan give andelsboliger fri til salg, og det interesserede naturligt mange. Advokat Iben Mai Winsløw er en af dem, der har siddet med i udvalget som repræsentant for Advokatrådet.

Læs også 13.300 andelsboliger kan måske snart omdannes til ejerlejligheder

Og så var det faktisk en uge, hvor der var så mange nyheder, at vi på redaktionen i Estate Media måtte sortere med hård hånd. Der er gang i ejendomsbranchen, selvom det set her fra skrivebordet virker som om det er stilnet lidt af på den rene transaktionsside. Jeg er spændt på at se tallene fra 1. kvartal og få en fornemmelse af, om det høje niveau fra 2017 kommer til at fortsætte i 2018 eller det i højere grad bliver lidt mere komplicerede projekter, der kommer til at sætte dagsordenen i jagten på afkast.

Rigtig god påske!

 





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder