Estate Media –

Nyheder – Danmark

Ugen i Ejendom: Gyldne palmer, nye forretninger og succeshistorier fra ejendomsbranchen

Ejendomsbranchens vigtigste internationale messe fyldte meget i ugen med markant fokus på urbanitet og PropTech. For danskerne på Mipim er der kommet stærkt fokus på værdiskabelse, og flere aktører havde aftaler med til underskrift i Cannes. Men ugen bød også på nyheden om, at Aarhus endelig har fundet en ny mand til Teknik og Miljø direktørposten og at Høje-Taastrup med institutionelle penge nu for alvor tager fat på sin byudvikling.

Kamilla Sevel

lørdag 17. marts 2018 9:23

Hektiske dage i Cannes er fredag slut. Det er naturligvis ikke hele ejendomsbranchen, der er på Mipim. Det er overvejende beslutningstagere, partnere og politikere, mens andre går all in og sender grupper på niveau med afrikanske landes delegationer til internationale institutioner. Det gælder for eksempel EDC Poul Erik Bech, der stolt kunne berette, at der har været arbejde til 19 mennesker fra firmaet, der da også er Danmarks geografisk mest dækkende erhvervsmæglerfirma.

Generelt var der ikke noget, der fik branchen til at falde bagover på Mipim. Business is ”going steady”. Der var ingen panik, og der var ingen uberettigede jubelscener. Det går rigtig godt, men det er som om, at de seneste års overraskelse over, at det overhovedet kunne gå godt i ejendomsbranchen igen, nu er ændret til at være en forventning om, at branchen er inde i en stabil udvikling på højt niveau. De få aktører, der bruger Mipim til at skeje lidt ud, bliver til gengæld Talk of the town, og det er jo netop fordi, det kun er forholdsvis få. Med den relative ro på den grundlæggende forretning – og det gælder ejendomsmarkedet i hele Europa – var der på Mipim i år fokus på fremtiden.

Det helt store tema var fremtidens byer. Urbanitet, og hvordan vi skaber bæredygtighed både socialt, økonomisk og miljømæssigt. Og her kan danskerne godt være med. En lang række af debatterne, der har præget arrangementer og løse snakke på Mipim, har handlet om fællesskaber. Fællesskab i det små som, at fremtidens byer bliver præget af mindre personlige rum som i færre kvm. lejlighed og flere kvm. fællesrum og fælles muligheder for aktiviteter og i det store som, at byerne bliver blandede. Det gælder blandingen af erhverv og bolig, men det gælder i rigtig høj grad blandingen af boligformer.

Det har været utrolig interessant at følge på, hvor kort tid forrige års debat om de 25 procents almene boliger i private udviklingsprojekter er gået fra at være præget af protest til stiltiende accept og en meget dansk ansvarlighed for, at – nå ja – hvis vi skal bevare vores gode velfungerende, blandede danske samfund, så er det nok meget smart ikke at bygge for ensidigt. Og det er præcis det, den internationale debat også handler om. Så klap på skulderen Danmark – vi er faktisk ret godt med i den internationale dagsorden, og måske skulle vi få lidt mere fokus på at kapitalisere vores evne til at tænke større end vi selv tror, at vi gør.

I sidste måned skrev jeg artikler til Scandinavian Property Magazine, som kan læses her og som er et internationalt investeringsmagasin om mulighederne i København og de øvrige store danske byer, og som uddeles på Mipim. Og her skrev jeg blandt andet om de mange delegationer fra hele verden, der kommer til København for at se på vores intelligente løsninger på både det ene og det andet, som danske firmaer bagefter har et super afsæt for at kunne sælge ind til udlandet. Det er en af de ting, som Copenhagen Capacity var med til at formidle på Mipim.

Det andet store tema på Mipim var Proptech (Property Technology). Jeg har det lidt med det som med VR, som alle også snakker om, men de færreste endnu bruger. Er det bare flotte ord for, at kaffemaskinen kan genkende os eller vil kravene til IoT, Internet of Things, komme til at betyde, at hele vores bygningsmasse er forældet, fordi den ikke kan leve op til det, vi skal bruge den til?

Jeg ved det simpelthen ikke. Men sikkert er det, at Mipim og mange andre ser potentialet. Dette forår er en messe om netop PropTech allerede planlagt og Reed Midem organisationen, der står bag Mipim, slog et stort slag i Cannes i denne uge for deres version, Mipim Proptech, der kommer til Paris den 21. Juni. Det bliver virkelige spændende at se, hvor meget det kommer til at betyde – ikke mindst for alle os, der bor i eller ejer ejendomme med 50-100 år på bagen. PropTech og indflydelsen på branchen vil helt sikkert kun vokse i betydning de kommende år på mange niveauer.

Mipim fylder 30 år til næste år, og i år var flere danske ejendomsfolk på Mipim for første gang. Jeg hørte også – som mange gange før – stadig nogle med holdningen, ”men hvorfor flyve herned – vi kan jo bare snakke sammen derhjemme”. Med fare for at fornærme nogen, – og det ved jeg, at jeg gør, – så er det altså en gammeldags holdning, der ikke tager højde for den effektivitet, som fokuseret netværk kan føre til.

Jeg har været på Mipim siden 1992 – ikke hvert år, bevares, – men mange, og hvert evig eneste år er der nogle, der spørger mig om ”det har været et godt Mipim?”. Jeg aner ikke, hvad jeg skal svare. For Mipim er kendetegnet af så mange holdninger, meninger, fremtidsudsigter, nye bekendtskaber, cementering af gamle relationer med nye holdninger og projekter og internationale indtryk, at det er umuligt at fordøje, før man igen rammer kontoret med en enorm stak af visitkort og notater. Derfor er Mipims overvældende produktivitet svær at forklare, men åbenbar for de fleste, der har været afsted. Omvendt så er det for de fleste først efter et par gange, at man for alvor forstår at udnytte muligheden, for kompleksiteten og udbuddet er så stort, at man ofte bliver en anelse forvirret som førstegangs besøgende.

Det er ikke kun for danskerne, at Mipim anses som betydningsfuldt. Og derfor er det også så utrolig vigtigt, at der er et fælles sted, hvor Danmark kan præsentere sig. Byggesocietetet har stået for den danske stand i år, og hvordan det er gået, kommer vi nærmere ind på i vores Mipim-eftertanker i vores reportage i den kommende udgave af Estate Magasin. Standen har altid været en Greater Copenhagen – og ikke bare København – stand, og overborgmester Frank Jensen, København, fremhævede da også adskillige gange på Mipim, hvor vigtigt det er, at han nu kan præsentere København som centrum i en region med 4 millioner indbyggere. Men i den nye konstellation er det også tid til at tænke nye tanker, og måske er der rum for, at hele Danmark i endnu højere grad kommer med.

Det kræver dog, at både offentlige og private parter fra hele landet arbejder sammen om at vise, hvad Danmark er og bidrager til, at der sker noget og er noget at vise frem på standen. Igen skal man især fra offentlig side ikke kun se snævert på, at man hjælper ejendomsbranchen. Jo, dem hjælper man også. Men man hjælper også med at tiltrække virksomheder til København og ikke mindst batter det for alvor noget, når ejendomsbranchens gode løsninger i København, Odense eller Aarhus kan eksporteres til andre byer i verden. Der er et meget stort potentiale i den faktisk geniale måde, som vi i Danmark bygger byer på, som vi ikke får udnyttet perspektivet fuldt ud i. Jeg håber, at Byggesocietetet og landsformand Tony Christrup i de kommende måneders dialog med både offentlige og private parter, får opbakning til at skabe en endnu stærkere dansk stand. Om den skal være større eller mindre er faktisk ikke så vigtigt, men formidlingen af indholdet og bredden i samarbejdet er helt essentielt.

Læs også Frank Jensen åbnede dansk stand på Mipim

Læs også Mere end 700 deltog i år på Nordic Lounge

Læs også 27.200 havde købt billet til Mipim, da dørene åbnede tirsdag

Der var så vidt jeg kunne se ikke mange andre danskere i Palais des Festival torsdag aften. Nu var det jo mørkt, så det kan være, jeg tager fejl, men for de Mipim veteraner, der endnu ikke har prøvet det, så kan jeg anbefalde det, for der går lidt af et sus gennem en, når et dansk projekt bliver udråbt som “winner” og en dansk delegation går på scenen, hvor alverdens filmstjerner har stået før dem. Smukt. Andet kan jeg ikke sige. Værdien af blive distribueret over hele verden som vinder af en Mipim Award kan ikke undervurderes. Tak til de aktører i Danmark, der – naturligvis i egen interesse, men i sidste ende for os allesammen, – bruger tid på at indsende projekterne. Det gælder både Mærsk Tower teamet med C.F. Møller, SLA og Bygningsstyrelsen men naturligvis også Klaus Kastbjerg, NRE og Cobe for deres The Silo i Nordhavn, der desværre ikke vandt denne gang. Tak fordi I får taget jer sammen til det – jeg er personligt overbevist om, at det betyder meget mere end de fleste af os tror.

Læs også Det skete igen: Danmark vandt en Mipim Award for Mærsk Tårnet

Se hele videoen med annonceringen af vinderen og Lone Wiggers takketale på Estate Medias facebookside her

Ugen gik op i Mipim for de allerfleste. Men der var også andre nyheder, der trak mange læsere. Ikke mindst den nye direktør for Teknik og Miljø i Aarhus. Og det er forståeligt. Først blev Erik Jespersen afskediget med en sjælden bramfri tone om, at den daværende rådmand ikke længere havde tillid til ham. Så stod forvaltningen uden direktør og så blev det meldt ud, at der ville ikke komme nogen før efter KV17. Nu har rådmand Bünyamin Simsek så fundet en afløser.

En umiddelbart ikke-kontroversiel profil fra Rambøll, der skal få sat skik på den aarhusianske forvaltning og rækken af ikke så gode sager, som udover personalespørgsmålet blev fulgt af manglende opmærksomhed på planlovens indvirken på de planlagte højhusbyggerier i Aarhus og en forsinket letbane. Det er ikke nødvendigvis Teknik og Miljøs ansvar altsammen, men Henrik Seiding får opgaven med at skabe stabilitet og troværdighed i planlægningsapparatet igen og ikke mindst signalere det udadtil for alle de mange funktioner i det aarhusianske, som de seneste år har arbejdet ihærdigt – og med succes – for at skabe bæredygtig vækst i byen både med spektakulær udvikling i det synlige Aarhus Ø men også i en lang række nye udviklingsområder. Det bliver vigtigt for Aarhus – måske ikke i så høj grad for de mange lokale entusiastiske nøgleudviklere, – men især for fortsat at udvikle sig også med nationale og internationale spillere i markedet også på lokaliseringssiden.

Læs også Henrik Seiding bliver ny direktør for Teknik og Miljø i Aarhus

En anden nyhed var, at Carlsberg Byen kunne offentliggøre, at både erhverv og bolig går meget bedre end forventet. På Mipim kunne jeg høre, at der nogle steder er en opfattelse af, at det går lidt svært. Den formodning kommer især fra det synlige, ikke mindst medieomtalemæssigt, Bohrs Tårn, som bliver kritiseret fra højre og venstre og har svært ved at få solgt ud af lejlighederne. Men det er omend synligt, så slet ikke den reelle historie om Carlsberg Byen. Tværtimod bliver lejlighederne revet væk de fleste steder, og boligerne bliver bygget med færre kvm., lidt billigere salgspriser og stor tilfredshed fra mange interesserede især fra de omkringliggende kvarterer, der nu får en mere moderne bolig end den, de kom fra.

Læs også Carlsberg Byen solgte i 2017 flere boliger og erhvervsejendomme end forventet

Endelig så kunne Norden, ATP Ejendomme og Danica og ikke mindst Høje-Taastrup kommune melde ud, at nu bliver der taget hånd om byudviklingen i Høje-Taastrup. Stille og roligt er domicilerne faktisk på vej til området, men prøv at køre igennem byen – hvor er den egentlig? Præcis det tager borgmester Michael Ziegler nu fat på sammen med investorerne, der i forvejen har massive interesser i området. Høje-Taastrup er nemlig et skoleeksempel på noget, der principielt er tænkt smukt. Et Paris med brede boulevarder og nedslagspunkter langt fra hinanden. Problemet er bare, at den ultratætte by lige bagved boulevarderne ikke findes, og derfor virker byen fragmenteret og usammenhængende. Jeg glæder mig meget til at se, hvad der kommer ud af de kommende års byplanlægning og er ret sikker på, at det bliver lærerigt, når først 262.000 kvm. vokser frem og for alvor skaber den bydannelse, det ikke er blevet til.

Læs også Danica, ATP og Ejendomsselskabet Norden vil udvikle 262.000 kvm. i Høje-Taastrup

Som sagt, så er man altid lidt bombet, når man kommer hjem fra Mipim. Så til alle dem, der har været afsted vil jeg ønske rigtig god refleksion. De mange indtryk falder på plads i den kommende uge, når der skal handles på de vigtigste. Og til dem, der læser med her, som ikke har været afsted, så er dagsordenerne som ovenfor nævnt på årets messe utvivlsomt med til at definere branchens grundvilkår i de kommende år. Læs derfor med i vores opsummerende Mipim-reportage i magasinet, der udkommer i april.

Selv er jeg også bombarderet med nye indtryk som altid, når jeg kommer hjem fra Mipim. De skal nu udover reportage og nyheder, nu også omsættes i programmet for Estate Medias flagskibskonference Ejendomsdagene, så vi får ramt både de generelle ting, men også de nyeste trends og tendenser. For dem, der vil med og vil sikre sig, at de kan bo på Comwell Kellers Park, hvor konferencen bliver holdt, er det ved at være tid til at tilmelde sig. Måske ses vi der – måske længe før – og måske først på næste års Mipim.

Rigtig god velfortjent weekend til alle os i ejendomsbranchen!

Se mere på www.ejendomsdagene.dk

 

Kommentarer

Seneste nyt

Privat investor køber lejlighedsprojekt for 160 millioner kr.

Aalborg, Bolig, Investering, Transaktioner / onsdag 8. april 2020

Højtprofileret Frederiksberg-projekt på 15.500 kvm forsinket mindst to år

Pluss, Projektudvikling, Byudvikling, København / onsdag 8. april 2020

Især detailhandlen og restauranter giver udfordringer

Corona / onsdag 8. april 2020

– Efterspørgslen på lejeboliger vil givetvis stige

Pluss, Bolig, Transaktioner / onsdag 8. april 2020

Pears lurer på opkøbsmuligheder i kølvandet på coronaviruskrisen

Corona, Pluss, Investering / tirsdag 7. april 2020

Har du også fået masser af Corona-inspiration?

Corona, Podcast / onsdag 8. april 2020

Kommende konferencer

Torsdag den 16. april kl. 10:00

WEBINAR: Ejendomsmarkedet post corona - seneste udvikling

- 45 minutters webinar med Nicholas Thurø, Managing Partner, RED Cushman

Tirsdag den 21. april kl. 10:00

WEBINAR: Erhvervslejekontrakter og COVID-19 indgreb

- Gratis adgang for dem der har købt adgang til seminaret om Erhvervslejeloven d. 20. august

Jobmarked

Nyeste opslag

Senior Investment Manager

     

Estate Podcast

Seneste nyheder



Tags

Ledige erhvervslejemål

Lokalebasen.dk er Danmarks portal for erhvervslejemål. Søg blandt tusindvis af ledige erhvervslokaler over hele landet.
Se www.lokalebasen.dk
Har du brug for specifikke lokaler, kan du søge i de forskellige kategorier:
Kontorlokaler
Kontorhoteller
Butikslokaler
Produktions- og lagerlokaler

Available Office Space for Rent
MatchOffice is one of the world’s leading serviced office brokers.
Browse through thousands of serviced offices and business centers in various countries.
MatchOffice Sweden
MatchOffice Norway
MatchOffice Finland