Sådan kan det nye område på 262.000 kvm i Høje-Taastrup komme til at se ud. Illustration: Cobe

Danica, ATP og Ejendomsselskabet Norden vil udvikle 262.000 kvm i Høje-Taastrup

Ejendomsselskabet Norden, Danske Shoppingcentre og Høje-Taastrup Kommune går sammen om at udvikle området omkring indkøbscentret City 2 og mod Høje Taastrup Station.

De tre parter ejer hver en del af det 262.000 kvm store areal, og de skyder hver især jord i området ind i et nystiftet arealudviklingsselskab med navnet Høje Taastrup C P/S.

Høje-Taastrup har lidt af at være en ikke-forbundet by med for brede boulevarder og langt mellem husene. Derfor bliver et vigtigt greb i udviklingen af byområdet et centralt og aktivt parkstrøg, som skal skabe forbindelse mellem Høje Taastrup Station og City 2. Parkstrøget skal give plads til aktiviteter for både beboere, medarbejdere og besøgende med blandt andet byliv og café.

– Et indbydende parkstrøg vil gøre det meget nemmere og mere attraktivt at besøge City2 til stor glæde for vores kunder og for handlen. Muligheden for at skabe byfortætning omkring centeret, så der bliver en mere naturlig sammenhæng mellem center og dagligt byliv, vil give et ekstra kundeflow, som vi anser for særligt fordelagtigt for City 2, siger direktør André Scharf, Danske Shoppingcentre.

Størrelse
Arealet på 262.000 kvm – svarende til 40 fodboldbaner – får mulighed for 1.200 nye boliger med plads til 3.000 nye beboere samt 120.000 kvm erhverv.

– Vi skal have pustet endnu mere liv i området mellem City 2 og Høje Taastrup Station. Der skal flytte masser af mennesker og virksomheder til området. Det vil skabe et helt nyt liv i en del af kommunen, som i alt for mange år har været temmelig stille og nærmest mennesketom om aftenen. Fremover bliver det her et attraktivt sted at bo, arbejde, handle og drive virksomhed, siger borgmester Michael Ziegler, Høje-Taastrup Kommune.

Høje-Taastrup Kommune bygger sit nye rådhus centralt i den nye bydel. Og Danske Bank bliver også lejer i området. En række store virksomheder er i dag lokaliseret i Høje Taastrup, blandt andre Danske Bank, som udover sit nye domicil på Postgrunden i København samler sine koncernfunktioner i københavnsområdet i Høje Taastrup. Danica kommer dermed direkte eller indirekte til at udleje til moderselskabet Danske Bank på flere lokationer.

– Byudviklingen af Høje Taastrup hænger rigtig godt sammen med vores strategi om i fremtiden at samle vores medarbejdere på vores kontorer i Høje Taastrup og på Postgrunden ved Tivoli i København, hvor vi bygger vores nye hovedkontor. Vi er netop i gang med at planlægge en gennemgående modernisering og renovering af Høje Taastrup-kontoret, så det også i fremtiden bliver en attraktiv arbejdsplads. Et parkstrøg og et aktivt byliv supplerer vores ambitioner om fremtidens arbejdsplads, siger Christian Rønn Østeraas, Workplace Services i Danske Bank.

Gevinst for virksomhederne i området
Ejendomsselskabet Norden, der også tidligere har styret mere komplicerede projekter i centrum af København herunder Axel Towers, skal stå for udviklingsprojektet.

– Høje Taastrup C bliver en gevinst for virksomhederne i området og deres medarbejdere, fordi det skal blive en helt anden oplevelse at komme hertil. Det skal være en mere levende by, som inviterer til at bruge byrummet, handle, gå på café osv., og kombineret med den stærke infrastruktur bliver det endnu mere attraktivt at lokalisere sig i Høje Taastrup, siger direktør Peter Andreassen, Ejendomsselskabet Norden.

Norden har i dag lejere i området som DSB og TDC, der gennem ejendomsfonden ATPFA K/S, ejet af PFA og ATP, tilsammen lejer mere end 30.000 kvm.

Budget og ejerforhold
I 2018 er der budgetteret med 34 millioner kr. og i 2019 med 52 millioner kr. Indskuddet bliver fordelt forholdsmæssigt efter, hvor stort et ejerskab parterne har.

Høje-Taastrup Kommune ejer cirka 46 procent af arealudviklingsselskabet Høje Taastrup C P/S, mens Danske Shoppingcentre og Ejendomsselskabet Norden ejer henholdsvis cirka 32 og cirka 22 procent.

Udviklingen af Høje Taastrup C er baseret på en masterplan udarbejdet af arkitektfirmaet Cobe.

Læs også Top 10 – Danica blev største sælger og Heimstaden største køber i 2017

Læs også Ny direktør i Københavns Ejendomme er tidligere direktør i Høje-Taastrup Kommune





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder