NCC køber jysk entreprenørfirma med 75 medarbejdere

Begge virksomheder får med aftalen styrket deres position i et marked med stigende konkurrence fra både nye danske aktører og udenlandske entreprenører. Mens NCC især vokser geografisk, bliver Jakobsen & Blindkilde en del af den større NCC-familie, der giver adgang til yderligere vækst og mulighed for at trække på stærke kompetencer indenfor projektdesign og digitalisering.

– Vi er to velkørende virksomheder, der nu går sammen for at skabe endnu større værdi for hinanden, vores medarbejdere og kunder. Byggebranchen er præget af store forandringer i disse år og denne handel er udtryk for, at vi ønsker at være aktive i den konsolidering, der sker, siger direktør Palle Bjerre Ramussen, NCC Danmark.

Jakobsen & Blindkilde beholder sit navn og bliver et selvstændigt datterselskab i NCC. De fire ejere, der i dag driver virksomheden i Aulum i Midtjylland, fortsætter i firmaet med direktør Esben Pedersen som daglig leder. Firmaet beskæftiger 75 medarbejdere og omsætter for ca. 350 millioner kr. Med handlen vil NCC’s forretning i Jylland vokse med omkring en tredjedel.

– Jakobsen & Blindkilde er en anset og professionelt drevet virksomhed med høj kvalitetsbevidsthed. De har et godt navn i markedet, og de gode relationer, de har til deres kunder, ønsker vi at bevare og gerne udvikle. Vi køber en velfungerende virksomhed og vores ønske er at fastholde værdierne, så Jakobsen & Blindkilde får de bedste forudsætninger for at udvikle sig og fortsætte væksten, siger direktør Palle Bjerre Rasmussen.

Jakobsen & Blindkilde dækker hele landet, men har historisk haft flest opgaver i Jylland, hvor hovedkontoret ligger. Firmaet er etableret i 1971 og udfører erhvervsbyggeri i total-og hovedentreprise over hele Danmark med egenproduktion af jord-, kloak- og betonarbejde. Et eksempel på et særlig markant byggeri er opførslen af det nye museumscenter i Blåvand, Tirpitz, der er tegnet af Bjarke Ingels’ tegnestue BIG og støttet af A.P. Møller Fonden.

– Vi glæder os til at blive en del af NCC, som vi kender gennem mange år. Vi supplerer hinanden fantastisk godt, både hvad angår forretning og værdier og sammen får vi en endnu mere komplet og fremsynet forretning. Begge virksomheder har haft en solid, positiv udvikling over en lang årrække og det er et godt udgangspunkt for at skabe nye vækstmuligheder, siger direktør Esben Pedersen, Jakobsen & Blindkilde.

Jakobsen & Blindkildes primære fokus på mindre og mellemstore projekter er desuden et stærkt supplement til NCCs forretning, der domineres af større hoved-og totalentrepriser. NCC er en af Nordens ledende virksomheder indenfor byggeri, anlæg og ejendomsudvikling. I Danmark beskæftiger NCC 2300 medarbejdere og omsatte i 2016 for 5,5 mia. kr.

Overtagelsen forventes at ske pr. 1. april 2018, men den er betinget af konkurrencemyndighedernes godkendelse. Parterne har aftalt ikke at oplyse købesummen.

Læs også: Moe overtager rådgivende ingeniørfirma med 6 medarbejdere

Læs også: NCC i klassisk entreprenørfælde: Omsætning vokser men resultat falder

 





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder