tirsdag 16. januar 2018 15:26
Københavnsk kulturarvsmagasin til 167 millioner kr. står klar i Taastrup til sommer
Onsdag den 17. januar 2018 holder Københavns Kommune rejsegilde på et specialbygget magasin til Københavns kulturarv i Høje-Taastrup. Magasinet er klar til indflytning i juli, og herefter forestår et større flyttearbejde. Det nye magasin kommer til at erstatte arkiver og magasiner på ti forskellige adresser.
Fra det største magasin kommer 100.000 genstande og 29.000 hyldemeter dokumenter. Det svarer cirka til hylder, der rækker fra København til Roskilde.
– Vi får et supermagasin, der er helt up-to-date med hensyn til rigtig bevaring af dokumenter og genstande. Bygningens funktioner er planlagt meget nøje og som et lavenergihus. Vi glæder os meget til at tage huset i brug og til den effektive drift, som huset giver mulighed for, siger museumsdirektør Lene Floris, Historie & Kunst.
Magasinet kommer til at rumme omfattende samlinger fra Københavns Stadsarkiv, Københavns Museum og Thorvaldsens Museum. Sidste gang København fik et specialbygget magasin, var da Københavns Rådhus blev indviet i 1905. Rådhuset kom fra starten til at huse Københavns Stadsarkiv og Københavns Museum.
– Vi skal passe godt på Københavns kulturhistorie, som rummer alt fra Søren Kierkegaards personlige ejendele til stemmeurnen fra det første valg til Borgerrepræsentationen. Det nye magasin og det kommende København Museum giver bevaringen og formidlingen af byens kulturarv helt moderne rammer. Det er vigtigt, at byens historie også kan stå stærkt for eftertiden, siger overborgmester Frank Jensen.
Det nye magasin til 167,4 mio. kr. er ikke det eneste markante kulturhistoriske initiativ i Københavns Kommune. Omkring nytår 2019 åbner et nyt Københavns Museum i Stormgade 18 lige bag Københavns Rådhus og over for Nationalmuseet. Kommunen har bevilget 62,3 millioner kr. til ombygning, indflytning og nye udstillinger.
Læs også: Entasis skal tegne ny 505.000 kvm. københavnsk bydel