Esbjerg Towers består af tre tårne, hvoraf det højeste bliver 17 etager. Illustration: BIG

BIG skal tegne 450 ungdomsboliger i tre højhuse i Esbjerg

Tre højhuse på henholdsvis 57, 35 og 23 meter bliver en del af det spektakulære byggeri, som snart vil rejse sig på Tovværket i Esbjerg. Bag designet af Esbjerg Towers står BIG.

Underskrifterne blev sat på aftalen om købet af grunden på Tovværket, da Esbjerg Kommunes borgmester, Johnny Søtrup, sammen med den kommende borgmester, Jesper Frost Rasmussen, på Esbjerg Rådhus mødtes med arkitekt David Zahle, der både er partner i BIG og bestyrelsesformand i udviklingsselskabet Esbjerg Towers Aps, og Lars Kristensen, der er administrerende direktør i Esbjerg Towers.

De tre tårne i Esbjerg Towers på henholdsvis 57, 35 og 23 meter kommer til at indeholde cirka 450 private ungdomsboliger i forskellige størrelser. Mellem de tre tårne i Esbjerg Towers bliver der skabt et miljø, som indbyder til fællesskab.

Byggeriet bliver sat i gang, så snart de nødvendige tilladelser foreligger, og forventes at stå færdigt cirka to år senere, så ungdomsboligerne er klar til indflytning til studiestart i sommeren 2020.

Også de udendørs arealer omkring det kommende boligprojekt på Tovværket er der spændende planer for. Som en del af projektet bliver der etableret indbydende fælles grønne områder til ophold og aktiviteter både for beboerne i ungdomsboligerne og andre unge. Parkering bliver adskilt fra opholdsarealerne og etableret på grunden, hvor Tovværkets Børnegård har til huse frem til den 1. januar 2018.

Det nye byggeri er en del af helhedsplanen for Tovværket, der med sin placering tæt på byens centrum, uddannelsesinstitutioner, idrætsfaciliteter, skov og hav er oplagt at udvikle til et attraktivt område. Esbjerg Kommune har haft grunden på Tovværket i udbud, der blev vundet af Esbjerg Towers. Nu venter en proces med justering af lokalplanen for området og indhentning af byggetilladelse, inden byggeriet kan gå i gang.

BIG har med arkitekt Bjarke Ingels i spidsen igennem mange år været med til at nytænke det danske boligmarked med markante byggerier. Inden for de sidste syv år har BIG også været aktiv på det amerikanske marked, hvor virksomheden arbejder på boligbyggerier i New York, Vancouver, Miami og Bahamas.

– Der er generel mangel på studieboliger, så vi har i BIG besluttet os for at være med til at investere i en løsning. Vi har tidligere udviklet det flydende ungdomsboligkoncept Urban Rigger, som er ved at blive udført i København og Gøteborg, men det er første gang BIG optræder som egentlige projektudviklere, siger David Zahle.

Esbjerg Kommunes borgmester, Johnny Søtrup, glæder sig over, at BIG og virksomhedens partnere i Esbjerg Towers ser et potentiale i at opføre et så ambitiøst byggeri i Danmarks yngste storby, Esbjerg.

– Vi er så heldige, at flere anerkendte arkitekter har sat deres præg rundt i Esbjerg Kommune med flotte bygningsværker, og med BIG kan vi med stolthed føje endnu et navn og en arkitektonisk perle til paletten. Esbjerg Towers er en stor gevinst for byen og selvfølgelig for de unge, der kan se frem til at få suppleret udbuddet af almennyttige ungdomsboliger med et stort antal private i det nye byggeri. I Esbjerg Kommune har vi en klar ambition om at tiltrække flere studerende, og det her spændende projekt er et vigtigt skridt på vejen, siger borgmesteren.

Hvert tårn i Esbjerg Towers bliver opført omkring en sekstenkantet klimaskærm, der går lige op og ned og har en kerne med elevatorer og trappe i midten og en rund gang med indgang til ungdomsboligerne. Det karakteristiske ydre kommer fra altanerne i stål, der drejer sig om huset for hver etage. Mens forskydningerne i etagerne visuelt giver variation i facaden, tager de samtidig pusten af vinden, så beboerne kan opholde sig på altanerne.

Mens Rundetårn er 42 meter, og Ribe Domkirke er 52 meter, bliver det højeste tårn i Esbjerg Towers 57 meter højt. Det betyder, at de unge beboere får fornøjelsen af en 360 graders udsigt over byen, havnen, Vadehavet og Ho Bugt med Skallingen og Vesterhavet.





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder