(Foto: Rønne Havn)

Aarsleff skal udvide Rønne havn for 500 millioner kr.

Per Aarsleff har indgået kontrakt med Rønne Havn om udvidelse af havnen, som er forsyningsåren ind til Bornholm. Den generelle havnedrift skal udbygges, så Rønne Havn kan efterkomme et behov for krydstogtsturisme og offshore-industri.

Kontrakten har en værdi på cirka 500 millioner kroner, og arbejdet forventes udført fra december 2017 til maj 2019 og er måske det største anlægsprojekt på Bornholm siden Hammershus fra den tidlige middelalder.

Aarsleff vandt konkurrencen foran to andre tilbudsgivere. Oprindelig var fem konsortier og entreprenører dog prækvalificeret, men undervejs sprang spanske Obrascón Huarte Lain fra, og det samme valgte et konsortium med Züblin og belgiske Jan De Nul at gøre, skriver Licitationen.

Projektet er en totalentreprise og udføres i et samarbejde med Aarsleff-koncernens specialister i kystsikring og havneanlæg, VG Entreprenør. Derudover står Rohde Nielsen for uddybningsarbejdet, mens Sweco er rådgiver på opgaven.

– Vi har tidligere haft gode samarbejder med Rønne Havn A/S og glæder os over nu at få muligheden for at være med til at udvide havnen. Fordi projektet udføres i totalentreprise, kan vi udnytte mange af koncernens kernekompetencer. For eksempel kajkonstruktioner og moler, men også i forbindelse med de afsluttende belægninger og installationerne til det nye havneareal, siger Per Aarsleffs Afdelingsingeniør i Anlæg & Byggeri, Rene Søndergaard.

Hos Rønne Havns ledelse er man tilfreds med den indgåede aftale.

– Vi er glade for at have indgået kontrakt om en totalentreprise, som understøtter vores forretningsstrategi. Totalentreprisen vil betyde, at vi relativt hurtigt kan tiltrække nye forretningsområder, samtidig med at rollen som forsyningshavn til Bornholm fremtidssikres. Det er et scenarie, som hele organisationen længe har set hen imod, og som nu er en realitet, siger Thomas Bendtsen, adm. direktør for Rønne Havn.

Læs også: Lindø klar med nyt udbud til trecifret millionudvidelse





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder