Ugen i Ejendom: Restauranter, fantastprojekter og slanke supermodeller

– Skal vi have flere højhuse? Gør de noget godt for vores byer?

Sådan lød et af mine spørgsmål som moderator på Ejendomsdagene i sidste uge. Spørgsmålet blev besvaret af adm. direktør Jens Kramer Mikkelsen, By & Havn og udløste grin blandt de 160 deltagere:

– Det er politik. Det har jeg ikke så meget forstand på, sagde han.

For naturligvis kan en embedsmand ikke udtale sig om den slags, som politikerne skal vedtage og som er potentielt varme kartofler, men de fleste husker også fortsat, at lige netop Jens Kramer Mikkelsen er Københavns hidtil længst siddende overborgmester, så noget forstand på politik har han såmænd nok.

Når jeg tager fat i citatet fra Ejendomsdagene er det fordi diskussionen om, hvordan vores byer skal være bliver stadig mere intens. Denne uge var det Blox, der fik en del meningsdannere til at fare i blækhuset. “Manglende omsorg for omgivelser og samspil”, er et af de vigtigste kritikpunkter. Nu er det en international berømt hollandsk arkitekt, der har tegnet huset, som derfor også formentlig vil få en international ikon-værdi. Men samtidig må man jo sige, at en af grundene til, at danske arkitekter bliver valgt i udlandet er netop, at de har ry for at være exceptionelt dygtige til at tænke nye projekter ind i det omkringliggende miljø, hvadenten det drejer sig om byliv eller natur. Det er altså ikke lige præcis den kompetence, man har tilvalgt her.

Når en by skal fornyes, er man nødt til at tage nogle chancer for at skabe den tiltrækningskraft, der gør tingene spændende. Selvom det er en mere afdæmpet kritik, fordi den ikke skaber ligeså meget postyr, så er der i branchen en voksende bekymring i forhold til de mange meget ens boligbyggerier, der bliver opført i øjeblikket. Her skaber det enkelte projekt ikke ballade i sig selv, men sammenlagt er det så en by, vi vil have, at det hele ligner hinanden.

Vi lever i øjeblikket i en tid, hvor diversitet og retten til at være individuel er i højsædet, og det smitter af på vores trang til også at have individuelle boliger. Ser vi historisk på det, så ligner rigtig mange af vores cityejendomme i både København og andre store byer jo hinanden. Bygget i nogenlunde samme tid, i samme højde og materialer og facadefarve og kunstnerisk udsmykning er så det eneste, der adskiller den ene ejendom fra den anden. Der er ingen tvivl om, at Blox kommer til at dominere havnen i meget høj grad, og det kommer også til at være altafgørende i hvor høj grad intentionerne om et folkeligt samlingspunkt bliver opfyldt, før man kan vurdere om det er godt eller skidt. Muligheden er der for at skabe en fornyelse af historikken, men det kræver, at bygningen ikke bliver en død kolos, men et formidlingscenter af national og international kaliber.

For at vende tilbage til Jens Kramer Mikkelsens kommentar på Ejendomsdagene, så er det jo netop i de her meget synlige sager, der kan give massiv respons blandt borgerne, at politikerne har nogle af deres sværeste sager. I Aarhus har man valgt at sige ja til højder, mens man i København fik stoppet alle planer om højhuse i Middelalderbyen. En beslutning, som jeg personligt tror var klog og som følger for eksempel Washington D.C., hvor der ikke i centrum kan bygges over kongressen. Københavns middelalderby vil på den lange bane nyde godt af sin historiske klasse, der går godt i spænd med vores designmæssige coolness. Men hvor tæt på kan højhusene så komme uden at anfægte Rådhustårnets majestætlige tronen. Det kommer vi til at se i de kommende år. Herfra skal lyde en opfordring til fortsat at turde give lov til at bryde rammerne og turde noget som med Blox, og samtidig passe på vores historiske værdier. En balance, der pt. markedsfører København over hele verden, og som i høj grad kommer både udviklere af boliger og erhverv til gode, når studerende, virksomheder og medarbejdere vælger at placere sig netop i København, fordi det har udviklet sig til sådan en på samme måde “fed” og “hyggelig” by de seneste år.

Men kan vi skabe slanke supermodeller, der kan indgå i den fortælling. I denne uge offentliggjorde Carlsberg Byen i hvert fald endnu et, da ophavsmændende bag masterplanen Entasis vandt designet sammen med SHL. I øvrigt igen i et samarbejde, hvor alle parter er med ved bordet fra starten med bygherren for bordenden.

Læs også SHL Architects og Entasis skal tegne tårn på 80 meter

Og når vi nu er i den kontekst, så kom arkitekt Rune Veile i denne uge på banen under tegnestuens nye navn Urban Power fremfor BCVA, som måske også var et lidt svært brand, med et forslag, som i første omgang måske virker urealistisk, men som bestemt er tankevækkende. For hvad nu, hvis man ikke længere lod sig begrænse af, at København er en by til tre sider med en ø foran, men i stedet bandt byen sammen med en ø. Man ville ikke få brug for havnetunnel, for bilerne kunne køre på øen og samtidig fik man tilført en helt ny bydel uden at sprede byens radius. Her en opfordring til ikke bare at affeje tanken, men huske at tænke ud af boksen.

Læs også Byudviklere foreslår ø mellem Refshaleøen og Nordhavn

Ugens nyhedsstrøm blev også væltet af nyheden om, at Ejendomsforeningen Danmark nu henter en erfaren lobbyist og organisationsmand ind som adm. direktør. Siden Torben Christensen overraskende forsvandt fra foreningen den 19. maj er der opstået et naturligt vacuum. Jannick Nytoft er et ubeskrevet blad i ejendomsbranchen og skal til at opbygge netværket, men kommer til gengæld med en anden – og formentlig mere ekstern – profil end Torben Christensen. Det bliver spændende at se, hvordan Ejendomsforeningen udvikler sig i Jannick Nytofts regi, og herfra kan kun lyde et stort Velkommen! til en post, der har potentiale i sig til kunne blive rigtig betydningsfuld for ejendomsbranchens udvikling.

Læs også Ejendomsforeningen Danmark har fundet sin nye direktør

I denne uge solgte Goldschmidt Holding også ud af sine ejendomme. Transaktionen var bemærkelsesværdig af flere årsager. Dels er det lidt sjovt at tænke på, at det kun er 7-8 år siden, at Michael Goldschmidts transaktioner var stort set de eneste, der var at skrive om i det danske marked. Hver gang nogle havde noget til salg, så blev Michael Goldschmidt nævnt som mæcenen, der nok kunne overtage. Alle vidste, at han havde penge efter salget af sin omfattende Københavner-portefølje til Landic, men heldigvis var og er Michael Goldschmidt en dygtig forretningsmand, der ikke fik købt for meget ind, selvom det var billigt. Nogle af de gode ejendomme, der er på bøgerne, bliver dog skibet af nu for at rejse penge til boligbyggeri i Hillerød. Et marked, der forventes at vokse i forbindelse med det nye supersygehus tager form. Her er han i selskab/konkurrence med blandt andet Stensdal Group, der også har købt massivt op i området på et tidspunkt, hvor grundpriserne var lave.

Læs også Lægernes Pension køber Vega og 8-tallet af Goldschmidt Holding

Handlen var også et gennembrud for mæglerfirmaet Lintrup & Norgart, som med handlen som rådgiver for Goldschmidt og mere end 100 interesserede købere i en struktureret proces, for første gang beviste for alvor, at mæglerfirmaet har kompetencerne til at være investeringsmægler. Især ansættelsen af den tidligere Norrporten-direktør Thomas Wenzell Olesen tidligere på året har været med til at udvide selskabets kompetencer på investeringsområdet, og nu kan der altså for alvor skrives en meget stor transaktion ind på referencearket.

Den lagde sig i rækken af offentliggørelser i ugen af PensionDanmarks køb af Hedeselskabet og Orbicons domiciler og brudekjole-Lillys salg af en strøgejendom og ikke mindst, at Link Arkitektur efter moden overvejelse har valgt Kirsten Anker Sørensen til at køre en af Nordens største rådgivervirksomheder videre i Danmark efter Tommy Falch.

Læs også PensionDanmark køber Hedeselskabet og Orbicons nye domicil

Læs også Lilly sælger domicilejendom på Strøget for 222 millioner kr.

Og så nu, hvor weekenden står for døren, og mange af os skal en tur på café og drikke kaffe eller få en god frokost, så har det jo været en gedigen succeshistorie de seneste år, at butiksdøden er blevet aflyst af en massiv vækst i Food & Beverage-segmentet. Samtidig påpeger Bent S. Jensen fra Nybolig Erhverv i Odense, at der nu er åbnet 66 restauranter i Odense alene i år, i forbindelse med, at Vivaldi-kæden netop har åbnet 1.400 kvm. på gågaden. Umiddelbart er det jo en fantastisk udvikling, at vi på den måde har undgået de døde bykerner. Men hvad betyder det på sigt for udviklingen af vores byer og mest levende butiksgader, at op mod halvdelen af “butikkerne” bliver til restauranter. Den udvikling og konsekvenserne kan der tygges på her i weekenden!

Læs også Café Vivaldi åbner 1.400 kvm. i Odense Centrum

Rigtig god weekend.





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder