onsdag 06. september 2017 10:11
Facebooks datacenter i Odense skal levere varme til 6900 husstande
Når Facebook åbner deres tredje europæiske datacenter i Odense i 2020, får odenseanerne en varm velkomstgave af den amerikanske internetgigant. Facebook er nemlig gået med til at sende den overskydende varme fra serverne i datacentret ud i det fynske fjernvarmesystem. Det skriver Fyens Stifttidende.
– Vi vil være i stand til at levere det, som svarer til 100.000 megawatt-timer i Odense, hvilket svarer til, at vi kan varme op mod 6900 husstande op med varmen, der kommer fra datacentret, siger Bobby Hollis til avisen.
Nyheden genererer øjeblikkelig ros fra Greenpeace.
– Det er løfterigt og flot at se, Facebook nu har fundet en løsning med Fjernvarme Fyn, hvor tusinder af husstande kan få gavn af overskudsvarmen fra et kommende datacenter i Odense. Det er særligt værd at hæfte sig ved, at aftalen kan føre til et et mindre forbrug af forurenende kul fra Fynsværket, og på den måde kan Facebooks ankomst reelt set være med til at gøre den danske energiforsyning mere bæredygtig.
Facebook afslørede tidligere på året, at selskabet vil anlægge et 56.500 kvm stort datacenter på en 500.000 kvm stor grund i erhvervsområdet Tietgenbyen i udkanten af Odense.
Læs også: Facebook bekræfter opførelsen af 56.500 kvm. datacenter i Odense til milliarder