(Foto: Cowi)

Cowi: Højere overskud men lavere overskudsgrad

Cowi leverede i første halvdel af 2017 en omsætning på 3,1 milliarder kr., hvilket er en stigning på tre procent i forhold til samme periode 2016. Herudover skabte virksomheden et resultat i den primære drift før afskrivninger på 183 millioner kr. mod 177 millioner kr. året før.

Driftsresultatet landede på 88 millioner kr. og endelig opnåede virksomheden et cash flow på 133 millioner kr. Overskudsgraden faldt til gengæld fra 3,4 procent i H1 2016 til 2,9 i dette års første halvår.

– Vi holder den kurs, vi har lagt med vores 2020-forretningsstrategi og har endnu engang skabt vækst i omsætningen. Det skyldes i høj grad vores fokus på at styrke det tværgående samarbejde og vores evne til at vinde store projekter, siger Lars-Peter Søbye, administrerende direktør i Cowi.

– Det glæder mig også, at vores finansielle stabilitet er styrket yderligere med en flot fremgang på 29 procent i cash flow. På indtjeningssiden er vores EBITDA-resultat på linje med samme periode sidste år, men vi er ikke helt oppe på det niveau, vi ønsker. Det skyldes blandt andet udfordringer i Nordamerika, hvor vi har haft et svagt første halvår, men de sidste par måneder har vist en positiv udvikling. Vores fremgang i ordrebogen på fem procent – fordelt på tværs af alle Cowis sektorer – bekræfter os i, at vi kan indfri målsætningerne for hele 2017 og frem mod 2020, siger han.

Tværgående samarbejde gør forskellen Den synergieffekt, der ligger i at sætte det rette hold til de store projekter på tværs af kompetencer og geografier, er blevet den afgørende konkurrencefordel for Cowi i de seneste år.

– Vi vinder, når vi arbejder sammen på tværs af regioner og forretningsområder. Eksempelvis vandt vi i en joint-venture i juni måned Cowis til dato største vandkontrakt på et britisk udviklingsprojekt i det sydlige Afrika. I juni vandt vi projekteringen af Petroleum Cement Terminal, i Alaska. Og i starten af året vandt vi første fase af det prestigefyldte byudviklingsprojekt Östlig Förbindelse, der skal fuldende ringvejen omkring Stockholm, siger Lars-Peter Søbye.

Første halvår har også budt på opkøbet af den Stockholms-baserede virksomhed Projektbyrån. Virksomheden har tilført COWI værdifulde kompetencer inden for projektledelse og har samtidig styrket Cowis position i den svenske hovedstad – og dermed også det attraktive svenske marked som helhed.

– Vi deltager i en lang række af de aktuelt mest interessante og prestigefyldte projekter på alle vores markeder og på tværs af vores sektorer. Blandt andet to store projekter i London: Tunnelforbindelsen Lower Thames Crossing og Thames Tideway, en 25 km lang spildevandstunnel ud af byen, siger Lars-Peter Søbye.

– Herudover er vi den første danske virksomhed, der deltager i historiens største infrastrukturprojekt – Kinas etablering af en moderne megaversion af Silkevejen. Endelig er vi blandt de to finalister i konkurrencen om reetableringen af Norges regerings hovedkvarter i Oslo efter terrorangrebet i 2011. At Cowi således bliver ‘budt op til dans’ på de store projekter – og også formår at vinde dem – bekræfter mig i, at vi har den konkurrencemæssige position, der skal til for at drive Cowi frem mod vores 2020-mål, siger han.

Trods de usikkerheder, relateret til politiske begivenheder, som stadig gør sig gældende på Cowis markeder, især Storbritannien og Nordamerika, er de positive forventninger for resten af året intakte.

– Cowis forretning er drevet af urbaniseringen, der forsat buldrer derudaf, både på vores skandinaviske hjemmebane og på de internationale markeder. Det skaber en lang række attraktive muligheder, og vi forventer fortsat at vokse i 2017, afslutter Lars-Peter Søbye.

I dag kom det frem, at Cowi skal rådgive på det nyeste tårn i Carlsberg Byen: SHL Architects og Entasis skal tegne tårn på 80 meter til Carlsberg Byen





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder