Fra venstre ses adm. direktør Thomas Holluf Nielsen, overborgmester Frank Jensen, Teknik- og Miljøborgmester Morten Kabell, formand Villy Brejning, Domea og byggechef Charlotte Nørbak, Domea. (foto: Domea)

2 borgmestre mødte op for at tage første spadestik på almene boliger i Nordhavn

Orienten, som det nye byggeri hedder, er knapt 14.000 kvm stort og ligger i det eftertragtede Århusgadekvarter. Byggeriet består af 131 boliger fordelt på almene boliger, ungdomsboliger og boliger til borgere med særlige behov. Derudover er der skabt plads til en daginstitution, en restaurant og en café. Byggeriet er tegnet af Dorte Mandrup Arkitekter og KHS Arkitekter og ligger lige overfor private boliger til noget nær den dobbelte pris ligesom der er et stenkast til en af Københavns dyreste lejligheder, Katedralen.

– København skal være en blandet by med plads til alle. Nu sætter vi gang i det almene byggeri i Nordhavn. Det bliver nogle fantastiske boliger, der er til at betale, i et af Københavns mest attraktive kvarterer. I Århusgadekvarteret får vi kun syv procent almene boliger, hvilket er mindre, end vi ønsker for at sikre boliger til alle indkomster i København. Men når vi bygger videre her i Nordhavn, kan vi med en ny lov stille krav om, at helt op til hver fjerde bolig skal være almen. Det sætter retningen for udviklingen af Nordhavn de næste mange år – og allervigtigst betyder det blandede folkeskoler og børnehaver, hvor direktøren og kassedamens børn leger sammen hver dag og lærer hinandens liv og vilkår at kende, siger overborgmester Frank Jensen.

Byggeriet er det første almene byggeri i Nordhavn, og dermed kommer der også boliger i Indre Nordhavn, som kan betales af almindelige lønindkomster.

– Med byggeriet af Orienten får vi endelig taget fat på arbejdet med at bygge billige boliger i Nordhavn til familier, studerende og københavnere med særlige behov. Samtidig er Orienten et godt eksempel på, at man kan bygge billige boliger uden at gå på kompromis med kvaliteten, siger teknik- og miljøborgmester Morten Kabell.

Selvom boligerne er almene og dermed langt billigere end områdets øvrige boliger, er der stadigvæk lagt vægt på høj kvalitet – både i materialevalg og i arkitektur – og man kan ikke med det blotte øje se, hvilke boliger i kvarteret der er almene, og hvilke der er ejerboliger. På trods af den relativt store prisforskel på at bo i henholdsvis almene boliger og i ejerboliger.

– Med opførelsen af almene boliger i Nordhavn har Domea København bevist, at man kan bygge billige boliger alle steder – også de såkaldte “fine” steder, siger Villy Brejning, formand for Boligselskabet Domea København, der er bygherre for Orienten.

På taget af byggeriet bliver der etableret grønne fællesarealer i forskellige størrelser, som kan understøtte beboernes behov for eksempelvis nyttehaver.

Selvom byggeriet blandt andet står ovenpå hele 11,5 km betonpæle, så kalder KHS Arkitekter byggeriet for “entreprenørvenligt”, idet man kun bruger gennemprøvede løsninger og simple konstruktioner. Netop for at holde prisen på byggeriet så langt nede som muligt og sikre den lave husleje. For eksempel har man sparet kælderen væk og i stedet etableret depotrum i gården og på taget.

Læs også: Domea skal bygge 14.000 kvm almene boliger i Nordhavnen





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder