lørdag 20. maj 2017 10:51
Branchen får øjnene op for socialt ansvar med ny test
Byggeriets parter skal i stigende grad bekymre sig om deres samfundsansvar, mener organisationen Foreningen for Byggeriets Samfundsansvar (FBSA). Det er således blevet et konkurrenceparameter at have styr på fx sociale klausuler og arbejdsmiljøregler. Men det er ikke altid så nemt at overskue regler og love og tilrettelægge dagligdagen, så man lever op til sit ansvar.
Derfor lancerer FBSA et nyt værktøj, hvor det er muligt at teste sig selv med udgangspunkt i foreningens charter for samfundsansvar. Værktøjet giver en god indikation af, hvordan man performer, men også input til områder, hvor man kan forbedre sig.
Det nye testværktøj er bygget op omkring en række relevante spørgsmål til virksomhedernes handlinger og performance. Der spørges bl.a. ind til emner som leverandørkrav, miljø, løn og ansættelsesforhold samt antikorruption.
– Vi fik med testen bekræftet, hvor vi allerede har et robust beredskab, men den var også en øjenåbner på nogle områder. Bl.a. har den været med til at øge opmærksomheden på de krav vi stiller til samarbejdspartnere, siger Jens-Jacob Paludan, der er produktionschef i Øens Murerfirma, der har knap 200 medarbejdere og udfører alle former for entrepriser.
Testen findes i en lille version med 20 spørgsmål, der er målrettet mindre virksomheder, samt en større version med 48 spørgsmål til branchens store aktører.
– Resultatet giver stof til eftertanke og bidrager til en god intern dialog om virksomhedens strategiske udvikling. Testen kan endvidere påpege potentielle forretningsmæssige risici. På den måde er den et godt ledelsesværktøj, siger Lone Wiggers, der er partner og arkitekt i arkitektvirksomheden C.F. Møller.
FBSA præsenterede for første gang det nye testværktøj for medlemmerne på foreningens generalforsamling tirsdag den 8. maj. Nu gøres den tilgængelig for hele branchen.
– Flere aktører i branchen har måttet sande, at det kan være dyrt ikke at have styr på fx overenskomster eller arbejdstidsregler. Der er eksempler på virksomheder, der er røget helt ud af markedet, fordi de ikke handler i forhold til deres ansvar. Det er ærgerligt. Vi vil gerne hjælpe byggeriets parter og på en nem måde give dem kvalificeret input til, hvordan de kan forbedre deres indsats og dermed stå stærkere i konkurrencen. Det skal vores nye værktøj hjælpe med, siger formand for FSBA, Palle Adamsen, der også er adm. direktør i Lejerbo.
– Vi håber branchen vil tage værktøjet til sig og bruge det strategisk i forhold til at udvikle deres egen virksomhed. Derfor har vi også tilrettelagt systemet således, at det kan bruges som evalueringsredskab til at vurdere aktørernes fremskridt fra år til år, slutter formand Palle Adamsen.
Den nye test kan benyttes gratis af alle på FBSAs hjemmeside: www.fbsa.dk/test