Kenneth Horst Hansen. Foto: Maria Schultz

Kenneth Horst Hansen ny planchef i Københavns Kommune

Kenneth Horst Hansen, der har været konstitueret som planchef i Center for Byudvikling siden første april, overtager chefstolen 1. juni.

Det er et kendt ansigt på Rådhuset og i ejendomsbranchen, der overtager stillingen som planchef i Københavns Kommune. Kenneth Horst Hansen har været ansat på Rådhuset i knap fem år, senest som teamleder i Center for Byudvikling og har allerede igennem en årrække haft tæt kontakt til mange aktører i ejendomsbranchen, når der skulle drøftes lokalplaner og udviklingsmuligheder. Han er kendt for – selvom han kun er 31 år – at være en god tovholder og kunne følge en sag fra start til slut uden at miste overblikket og var da også nomineret til Estate Media Prisen 2016 som årets unge talent.

– Vi får med Kenneth Horst Hansen en yderst velkvalificeret planchef, der jo allerede er godt inde i arbejdet. Jeg er sikker på, at han med sit speciale i byudvikling vil være en yderst positiv kraft i forhold til at sikre, at København trods kraftig befolkningstilvækst i disse år stadig bliver ved med at være en af verdens bedste byer at bo og arbejde i, siger Peter Stensgaard Mørch, adm. direktør i Økonomiforvaltningen.

Kenneth Horst Hansen har som nævnt varetaget en stor del af opgaverne i resort-området de senere år i samarbejde med Ingvar Sejr Hansen. Kenneth Horst Hansen har været teamleder i Økonomiforvaltningen siden marts 2016 og fuldmægtig siden august 2012, hvor han kom til Københavns Kommune fra en stilling i Rambøll Management Consulting, Economics and Growth.

– Byudvikling er efter min mening noget af det mest spændende, man kan arbejde med. Og jeg ved jo, at jeg kommer til at arbejde sammen med nogle virkelig dygtige medarbejdere, der ligesom jeg brænder for København, lyder det fra en glad Kenneth Horst Hansen.

Kenneth Horst Hansen er 31 år, uddannet cand.scient.soc. fra Roskilde Universitet i geografi og byplanlægning. Han bor privat på Amager sammen med kæresten Maria og sønnen Julian. Kenneth Horst Hansen afløser som nævnt Ingvar Sejr Hansen, der efter 10 år i Økonomiforvaltningen har søgt nye udfordringer i Frederiksberg Kommune.

Kenneth Horst Hansen taler på følgende konference:

 

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Konferencer & seminarer

Læs mere

Seneste nyt

Populære nyheder