5E Bygs bundlinje vokser med 30 pct. i 2016

Odense-entreprenøren 5E Byg kom ud af 2016 med et overskud på 49,3 mio. kr., svarende til en stigning på 30 pct. fra året før. Omsætningen steg samtidig 37 procent fra 482 mio. kr. i 2015 til 660 mio. kr. i 2016.

Set over perioden 2013-2016 er 5E Byg rykket op i superligaen blandt danske entreprenører og har lagt sig i toppen. Overskuddet er tre-doblet siden 2013 fra 16,8 til 49,3 mio.kr i år, og selskabet har en overskudsgrad på 7,4 pct.

– Du kan sige, vi holder af det enkle. Det gælder kommandoveje, klar ansvarsfordeling og veludviklede processer. Indadtil og i forhold til kunderne. Vi byder kun på opgaver, vi er gode til at løse, siger Per Jørgensen, adm. direktør i 5E Byg.

Den lille byggevirksomhed med 33 medarbejdere tjener dermed hvad der svarer til halvanden million kr. på bundlinjen pr. medarbejder. Soliditetsgraden er 36,3, og egenkapitalen forrentes med 49,1 procent.

Ordrebeholdningen for 2017 er solid med over 500 millioner kroner, som levner plads til en-to nye opgaver i 2017. Senest har virksomheden indgået fem nye kontrakter på samlet over en milliard kroner, som rækker 2-3 år frem til 2020.

– Vi har en fin størrelse med omkring 700 millioner kroner i omsætning og sigter ikke på at vokse meget mere i de kommende år. Opgaverne er nogenlunde lige fordelt på Sjælland og i Region Syddanmark. Der sker et skift i størrelsen af opgaver. Vi har viden til at løfte de store opgaver både i hoved- og totalentreprise. Kontrakten, som vi venter endeligt ok til 27. marts, om at opføre en tilbygning til akutsygehuset i Aabenraa til 430 millioner kroner er et godt eksempel herpå, siger Per Jørgensen.

Blandt ordrerne i 2016 var eksempelvis et nyt rådhus, bycenter, og boliger i Middelfart på 15.000 kvm., 12.000 kvm. boligbyggeri på Amerika Plads i København for AP Pension. TK Development og By & Havn samt færdiggørelsen af en stor boligrenoveringsopgave for FAB på 40.000 kvm.

I Hillerød blev 21.000 kvadratmeter lager og faciliteter til Novo-Nordisk i hovedentreprise færdiggjort, mens 5E Byg skal opføre to P-huse i totalentreprise i 2017 i henholdsvis Køge og Roskilde.

 





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder