
tirsdag 14. marts 2017 08:55
Ballerup Boligselskab vil bygge boliger til udviklingshæmmede
Ballerup Boligselskab vil bygge en række boliger for udviklingshæmmede voksne. Byggeriet, der får navnet Center for Voksne med Særlige Behov, skal stå færdigt Ballerup omkring 2019.
– Voksne med udviklingshæmning har behov for skræddersyede boliger, der tilgodeser den enkeltes behov. Det betyder, at vi nu står med et boligprojekt med blandt andet fleksible boliger, aktive grønne uderum og rummelige fælleslokaler, hvor muligheden for at netværke er højt prioriteret. Boligerne bliver de mest moderne boliger, vi længe har set – og det er en stor glæde for Ballerup Boligselskab, at det kan lade sig gøre at give de udviklingshæmmede og deres pårørende så gode rammer, siger Lone Thomsen, der er formand for Ballerup Boligselskab og desuden er frivillig aktiv i Ballerup Handicap Idræts Club (BHIC).
Egen lille have
De kommende beboere vil være voksne med udviklingshæmning, der har behov for socialpædagogisk og praktisk støtte i et tilbud med døgndækning. Borgerne har i overvejende grad et funktionsniveau svarende til en udviklingsalder på 3-5 år og har både fysiske og psykiske udfordringer i varierende grad.
Boligerne, der skal bygges på Bybjergvej, vil have en udgang til egen lille have og for de flestes vedkommende adgang til en fælles grøn atriumgård, køkkenfaciliteter og adgangsforhold til dagtilbud og de grønne omkringliggende arealer.
Ballerup Kommune har også høje ambitioner med projektet og ønsker et multihus for beboere og byen. De fremhæver desuden projektets visionære og innovative tilgang, hvor forskellige funktioner tænkes sammen.
– Domea.dk skilte sig ud med en særlig innovativ tilgang til opgaven, stor forståelse for involveringen af brugere samt forståelse for kompleksitet og muligheder i projektet, siger Mads Bo Bojesen, der er chef for Center for Ejendomme i Ballerup Kommune.
Tænker på helheden
Domea.dk står for finansieringen af projektet.
– Vi bygger ikke kun boliger, man kan bo i, men tænker i høj grad også på helheden, så man sikrer synergi mellem byggeri, omgivelser og beboere. Det er altid vores ambition – også i dette projekt, siger Christian Kierkegaard, projektudviklingschef i Domea.dk.
Arkitekt på boligerne er Tegnestuen Vandkunsten, der sammen med Ingeniørfirmaet Wissenberg og Domea.dk også fremadrettet – i samarbejde med Ballerup Kommune – står for udformningen af projektet.
Ballerup Boligselskab har i forvejen syv boligafdelinger fordelt på 612 boliger i området i og omkring Ballerup. Ballerup Boligselskabs organisationsbestyrelse afholder ekstraordinært møde tirsdag den 14. marts, hvor det forventes at de også godkender byggeriet.
Der er forventet indflytning i de nye boliger omkring årsskiftet 2019/2020.