Søren Bjerre-Nielsen.

Fusion kollapset: MT Højgaard i ejermæssigt limbo

De to fonde bag den danske storentreprenør MT Højgaard kan ikke blive enige om hverken en fusion eller en børsnotering, og det er hvem der skal bestemme hvad og kunne blokere hvad, der skiller parterne eller med andre ord, hvilke minoritetsrettigheder afløseren for den eksisterende aktionæroverenskomst skal have inkluderet.

I en usædvanlig skarp meddelelse går bestyrelsen for MT Højgaard nu ud og beklager ejernes udmelding.

Bestyrelsen oplyser, at den har modtaget følgende meddelelse:

– Knud Højgaards Fond og Ejnar og Meta Thorsens Fond meddelte den 25. februar 2016, at fondene ville sondere mulighederne for en fusion mellem Højgaard Holding og Monberg & Thorsen. Disse overvejelser er nu tilendebragt. Fondene kan ikke for nærværende nå til enighed om grundlaget for en sådan fusion. Der har ikke kunnet opnås enighed om de minoritetsrettigheder vedrørende den mulige koncerns aktiviteter og sammensætning, som kunne afløse den eksisterende aktionæroverenskomst fra 2001 for MT Højgaard A/S mellem Højgaard Holding A/S og Monberg & Thorsen A/S.

De eksisterende ejerforhold af MT Højgaard A/S vil således blive videreført.

Og det er bestyrelsen for MT Højgaard bestemt ikke tilfreds med, men kommenterer afgørelsen med disse ord og afliver samtidig de mange års drøftelser af en evt. børsnotering af selskabet:

– Bestyrelsen i MT Højgaard beklager dette resultat og vil herefter vurdere situationen. Der er ikke aktuelle planer om en børsføring af MT Højgaard A/S.

MT Højgaard koncernen består af virksomhederne MT Højgaard, Enemærke & Petersen, Lindpro, Scandi Byg og Ajos samt de delejede virksomheder Greenland Contractors og Seth. MT Højgaard-koncernens 4.000 medarbejdere omsætter for cirka 7 milliarder kr. om året.

 





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder