Mogens Kornbo.

Mogens Kornbo bliver chef for drift af 2 millioner kvm ejendomme

Drift og vedligehold af samtlige bygninger og hospitaler i hovedstadsregionen samles nu under en hat, og Region Hovedstaden har hentet en erfaren FM-profil ind som direktør for det nye fælles Center For Ejendomsdrift. Mogens Kornbo, 51, kommer fra en stilling som direktør i Siemens Real Estate.

Siden 1995 har den ingeniøruddannede Mogens Kornbo beskæftiget sig med byggeprojekter i internationalt miljø, ejendomsudvikling, tekniske og bygningsmæssige udvidelser og nytænkning, vedligehold og drift samt facilities management. Mogens Kornbo har været formand for Dansk Facilities Management Network i 10 år, men er nok også kendt som manden, der stod bag planerne om en privat Finger A i lufthavnen, som han kender indefra fra 12 år som COO. Desuden har han haft en kort afstikker som ansvarlig for al ejendomsdrift i Rudersdal kommune og en endnu kortere som CEO for Schaumann Properties.

-Det er med stor glæde, at jeg byder Mogens Kornbo velkommen til at stå i spidsen for regionens nye Center for Ejendomsdrift. Mogens har en meget stærk faglig og ledelsesmæssig baggrund, og jeg er sikker på at Mogens fra dag ét vil løse opgaven i et aktivt og tillidsfuldt samarbejde med hospitalernes ledelser, medarbejderrepræsentanter og de kommende medarbejdere i centret, siger regionsrådsdirektør Hjalte Aaberg.

Regionsrådet har besluttet at samle regionens ejendomsmedarbejdere i et fælles Center For Ejendomsdrift med ansvar for vedligehold af regionens bygninger og tekniske anlæg pr. 1. januar 2017, fordi mange drifts- og vedligeholdelsesopgaver med fordel kan løses på tværs af regionen. Centret skal styrke overblikket over hospitalernes vedligeholdelsesbehov, sikre en bedre udnyttelse af regionens indkøbsaftaler, stå for kompetenceudvikling af medarbejderne og sikre en bedre tværgående prioritering af regionens ressourcer.

Mogens Kornbo ser en spændende mulighed for at bygge en virksomhed fra grunden.

-I ejendomssprog har vi det, der hedder ’greenfield’ – vi kan sætte fundamentet fra starten af – uden lappeløsninger og tilbygninger, siger Mogens Kornbo, der samtidig ser fusionen af mange forskellige kulturer og virksomheder som en styrke, hvis bare man tager hensyn til forskellighederne.

Han er optaget af at forstå kerneforretningen i sin virksomhed, så derfor tog han også flycertifikat, da han arbejdede i Københavns Lufthavne. Han afviser dog, at han nu skal til at læse medicin.

-Men jeg vil rigtig gerne følge de ansatte nogle dage, så jeg bedre kan forstå, hvordan vi kan understøtte deres arbejde for patienterne, siger den nye centerdirektør, der tiltræder 1. marts.

2016 er afsat til planlægning, hvor den nye direktør i tæt samarbejde med hospitalernes direktioner, driftsafdelinger og medarbejdere skal konkretisere​ de fremtidige opgaver for Center for Ejendomsdrift og den præcise arbejdsdeling og samarbejdsstruktur mellem centret og hospitalerne.

Region Hovedstadens bygningsmasse består af cirka 350 bygninger på i alt cirka 2 millioner kvm. Centrets personale vil udgøre omkring 365 årsværk.





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder