mandag 31. august 2015 00:00
Rambøll gendanner facaden på hovedkvarter for modstandsfolk
Under 2. verdenskrig var Stjerne Radio i København skalkeskjul for danske modstandsfolk. I weekenden genåbnede den lille radiobutik på Istedgade 31, og Rambøll har været med til at skabe en nøjagtig rekonstruktion af butiksfacaden fra 1943.
Kan du se det for dig? Flammen og Citronen, to af de mest legendariske danske frihedskæmpere under 2. verdenskrig, krummer hemmelighedsfuldt sammen om illegale tryksager i et baglokale i den lille københavnske radiobutik. Sammen med resten af modstandsgruppen Holger Danske og sabotagegruppen BOPA lægger de frygtløse, idealistiske planer, der kan spænde ben for nazi-tyskernes fremmarch.
Sådan så den dristige hverdag ud under Danmarks besættelse 1940-45 på Istedgade 31, hvor flere af sabotageorganisationernes mest kendte aktioner blev planlagt. Rammerne en nu blevet genskabt i en original og præcis gengivelse af butiksfacaden, der skal rumme et udstillingslokale, hvor skiftende udstillinger er udset til at formidle modstandsbevægelsens historie.
Som rådgivende ingeniør varetager Rambøll rekonstruktionen sammen med udstillingsarkitekt Teit Weylandt, KHR Arkitekter og 3D-grafiker Søren Buus.
– Udover de stærke følelser omkring den danske modstand er historien om Stjerne Radios genfødsel også interessant set med byggefaglige briller. Sikkerhedsniveauet i udstillingsbygningen skal være på højde med Nationalmuseets. Det kræver blandt andet, at vi monterer en sikringsrude på et ton, hvilket bliver en af de største af sin slags på dansk jord, siger projektleder Søren Peter Kristensen.
Det tekniske hold bag genopførelsen har haft svære betingelser. Kun otte kornede fotografier af butikken og nogle upræcise gamle tegninger af butiksfacaden danner baggrund for rekonstruktionen. De er sat i en digital kontekst og ved hjælp af digitale værktøjer har man kunnet skabe en facade, som er nøjagtig lig den, der stod under 2. verdenskrig.
Foreningen Projekt Stjerne Radio anført af formand Joakim Weylandt står bag genskabelsen. Formålet er at ære både de faldne i frihedskampen, de sidste veteraner og for fremtiden at styrke den historiske bevidsthed hos yngre generationer.
Projektet er blevet til i et samarbejde med Danske Veteraner, Frihedsmuseets Venner, 4. Maj-initiativet og Vesterbro Lokaludvalg. Projektet er realiseret ved hjælp af støtte fra A.P. Møller Fonden og Konsul Jorck og hustru Emma Jorcks fond samt Kultur- og Fritidsforvaltninge i Københavns Kommune.
Estate Media afholder den 22. oktober 2015 konferencen Udvikling af infrastruktur i Danmark 2015-2020.
Læs mere om konferencen og tilmelding her
Billede: Øverst: 2015: Stjerneradio indvies som museum. Nederst: 1943: Københavnere lytter til BBCs udsendelser foran Stjerneradio under krigen. Stjerneradio Foto: Rambøll.
Af Lotte Lund, lund(at)estatemedia.dk