Nyt Hospital Bispebjerg vinder klagesag om parkeringshus

Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg har fået medhold af Klagenævnet for udbud. Sagen drejer sig om to klager fra Hoffmann over udbuddet af parkeringshuset på Bispebjerg Hospital.

Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg handlede korrekt i udbuddet af parkeringshuset på Bispebjerg Hospital. Sådan lyder afgørelsen fra Klagenævnet for udbud, der har behandlet to klager fra Hoffmann.

– Vi glæder os selvfølgelig over at få medhold i sagen, så vi slipper for at skulle betale erstatning og i stedet kan bruge pengene til gavn for patienter og samfund, siger byggechef Vagn Risby Mortensen fra Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg.

Det oprindelige udbud af parkeringshuset blev annulleret, fordi de bydende havde tolket udbuddet forskelligt. En del af konkurrencen var en option på at bygge et p-hus mere, hvis ikke det ønskede antal biler kunne være i ét p-hus. Den option blev tolket forskelligt af de bydende, og derfor var det vanskeligt at bedømme forslagene lige, og Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg valgte derfor at annullere konkurrencen.

Hoffmann var ellers indstillet til at få opgaven, hvis ikke udbuddet havde været annulleret og valgte derfor at klage over annulleringen.

– Jeg forstår godt, at Hoffmann ærgrede sig over, at vi annullerede konkurrencen. Det gjorde vi også selv. Men det var ikke fair, at udbudsmaterialet kunne tolkes på flere måder, siger Vagn Risby Mortensen.

Da udbuddet så gik om og blev vundet af 5E Byg sammen med Årstiderne Arkitekter og Cowi, valgte Hoffmann igen at klage, da virksomheden var uenig i bedømmelsen af forslagene.

– Jeg synes, det er i orden, at man som deltager i en projektkonkurrence kan klage over bygherrens valg, hvis man mener, at der er begået fejl, for selvfølgelig skal forslagene bedømmes lige. Men det økonomisk mest fordelagtige bud kan og skal vurderes på flere parametre. Og de eneste, der vinder noget på sådan en klagesag, der ikke har opsættende virkning, er advokaterne, for Hoffmann ville jo ikke få opgaven, selv hvis de havde vundet klagesagen, siger Vagn Risby Mortensen.

Selvom byggeprojektet på Bispebjerg fik medhold i sagen, har det kostet blod, sved og tårer, og det ærgrer byggechefen.

– Vi har brugt en masse energi på sagen mod Hoffmann, og det synes jeg er ærgerligt. Vi vil meget hellere bruge vores kræfter på at bygge et fantastisk nyt hospital og psykiatri, siger Vagn Risby Mortensen.

Fakta:

– Parkeringshuset på Bispebjerg Hospital er en del af projektet Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg.

– Det har et samlet budget på 87 mio. kr.

– Hoffmann klagede over to forhold i udbuddet af opgaven, men fik ikke medhold.

– Konkurrencen om parkeringshuset blev vundet af 5E Byg sammen med Årstiderne Arkitekter og Cowi.

– Huset er under opførelse og forventes klar til brug omkring årsskiftet 2015/2016.

Estate Media afholder den 27. august konferencen Kommuneplan 2015, som giver overblikket over det kommende plangrundlag for udviklingen i København.

Læs mere om konferencen og tilmelding her

Billede: Det omstridte parkeringshus kommer til at ligge i det nordvestlige hjørne af Bispebjerg Hospitals område, hvor der i dag er en parkeringsplads. Illustration: 5E Byg, Årstiderne Arkitekter og Cowi.

Af Lotte Lund, lund(at)estatemedia.dk

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Konferencer & seminarer

Se alle

Seneste nyt

Populære nyheder