Industriens Pension køber Sankt Petri-komplekset af Carlyle

Industriens Pension har købt Sankt Petri Passagen, som tidligere var hovedkontor for TDC i Nørregade i København.

Det store ejendomskompleks omfatter 14 kontorbygninger samlet på 45.000 kvm. og godt 100 parkeringspladser.

Industriens Pension har købt ejendommene af ejendomsfonden Carlyle, som de seneste år har foretaget en gennemgribende udvikling og renovering af ejendommene.

Størstedelen af lokalerne er udlejet på lange, uopsigelige kontrakter til TDC, advokat­firmaet Bruun & Hjejle, Sankt Petri Skolen samt Voksenuddannelsescenter KVUC. Lejerkredsen omfatter desuden Google, Red Bull og Karnov m.fl.

– For Industriens Pension er der tale om en særdeles attraktiv investering med en unik kombination af størrelse og spredning på gode attraktive lejere. Det er sjældent, at det er muligt at købe klassiske byejendomme så centralt og velbeliggende, samtidig med at de er nyistandsat i så høj kvalitet, siger ejendomsinvesterings­chef Peter Frische, Industriens Pension.

– Lokalerne er meget indbydende og moderne, og de har en fleksibilitet, som gør det muligt at indrette dem til både storrum- og enkeltmandskontorer. Samtidig har ejendommene klassisk sjæl og charme. Kort sagt: Det bedste fra to verdener, siger Peter Frische.

Med denne store investering fortsætter Industriens Pension udbygningen af sin danske ejendomsportefølje, som nu har rundet 2,25 milliarder kr. I løbet af de kommende år forventer Industriens Pension at øge de danske ejendomsinvesteringer til 5 milliarder kr.

The Carlyle Group satte gang i videreudviklingen af TDC´s gamle hovedkvarter i Nørregade i København i slutningen af 2008. Bygningskomplekset, der strækker sig helt fra Telefoncentralen i Nørregade til Larslejsstræde og op til Nørre Voldgade, har fået navnet Skt. Petri Passage efter kirken lige ved siden af og efter den passage, bygningernes indre gårde danner fra Nørregade til Larslejsstræde. I takt med at de nye lejere flytter ind, gennemgår bygningerne en omfattende renovering for at blive til moderne, attraktive kontorer tilpasset lejerens behov.

Sælgers rådgivere:

– CBRE

– Revco

– Akticon

– Bruun & Hjejle

Købers rådgivere:

– Red Property Advisers

– Ernst & Young

– Rambøll

– Accura

Estate Media afholder den 16. april konferencen ‘Finansiering af ejendomme – nyeste udvikling’.

Læs mere om konferencen og tilmelding her

Billede: Sankt Petri komplekset.





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder