Entasis vinder omdannelse af Thomas B. Thriges gade i Odense

Det bliver arkitektfirmaet Entasis og deres underrådgivere, som skal stå for projektet med omdannelse af den centrale gennemkørselsvej i Odense, Thomas B. Thriges Gade. Det skal ske sammen med partnerskabet bag Fra Gade Til By.

Oplægget fra Entasis indeholder et visionært bud på en sammenhængende og bæredygtig bymidte med boliger, butikker, erhvervsliv, letbane, parkeringskældre og byrum med plads til leg og udfoldelse.

Partnerskabet bag Fra Gade Til By bearbejder nu oplægget fra Entasis og indleder dialog med investorer, som kunne være interesserede i byggegrunde i den nye bymidte. Projektet giver mulighed for 57.000 kvm. ny bebyggelse, som fordeler sig med minimum 50 procent boliger, svarende til omkring 300 nye lejligheder og 40 procent erhverv. De resterende 10 procent vil bestå af detailhandel, som butikker og cafeer og vil primært befinde sig i stueetagen for at skabe aktivitet i gadeplan.

Det er en enig dommerkomité, der har udpeget Entasis, Grontmij, Carl Bro, Sweco Architects, sbs rådgivning og Momentum Research & Development som vinder af den internationale projektkonkurrence om omdannelsen af Thomas B. Thriges Gade. Oplægget fra vinderteamet blev udvalgt, fordi det på fornem vis lever op til Odense Kommunes og Realdanias visioner for den nye bymidte. 

– Omdannelsen af Thomas B. Thriges Gade er et afgørende skridt i Odenses forvandling fra stor dansk by til dansk storby, og oplægget fra Entasis understøtter i høj grad visionen om en bæredygtig bymidte. Vores ambition er, at projektet skal forvandle den trafikerede gade til en fortættet bymidte, der binder Odense sammen – til gavn for både borgere, besøgende og erhvervsliv, siger Anker Boye, borgmester i Odense Kommune. 

Odense består i dag af en række byrum, som er adskilt af Thomas B. Thriges Gade. Når omdannelsen er færdig, er det planen, at de små og store pladser, smøger og kroge hænger sammen i en ny bymidte, som rummer fire nye kvarterer og otte nye byrum.

Det har været essentielt for dommerkomiteen, at den nye bymidte bliver rummelig og hylder mangfoldigheden i Odense.

Flemming Borreskov, adm. direktør i Realdania, uddyber:

– Vi er meget imponerede over vinderprojektets helhedstænkning. Gennem et enkelt greb afspejles det historiske gadenet i en ny fortolkning, som danner udgangspunkt for nye kvarterer og byrum – og skaber koblinger på tværs af området. Projektet formår på én og samme tid at tilpasse sig den omgivende by og samtidig skabe sit eget moderne udtryk. Det giver en robusthed og en fleksibilitet, som simpelthen rammer plet!.

Bæredygtighed er et centralt tema i vinderprojektet, og det grønne er til stede overalt. Der er lagt op til, at der skal være bevoksede tagflader på de nye bygninger, og at der på pladser og stræder vil være runde kar, som opsamler regnvandet samtidig med, at de fungerer som fontæner. 

Vinderprojektet lægger op til, at området ved Skulkenborg bliver det primære boligkvarter og kommer til at bestå af labyrintiske bygninger med tre til fire etager. Mod syd vil nye rummelige bygninger komplimentere de eksisterende strukturer og respektere kirkernes dominerende status i området. Længst mod nord rejser der sig et højhus i op til 17 etager, som bliver et af vartegnene for den nye bymidte.

I hele Thomas B. Thriges Gades længde kommer der et stort underjordisk parkeringsanlæg med 950 parkeringspladser. Det trygge og lyse parkeringsanlæg får teknologisk betjening, og der bliver etableret en catwalk, som kommer til at udgøre parkeringsanlæggets fodgængerstrøg. Catwalken sikrer, at det er nemt at finde rundt, og der vil være opgange til byen langs hele forløbet. 

Et af hovedelementerne i vinderprojektet er, at fodgængere kommer til at udgøre den altdominerende trafik i Odenses nye bymidte. Der kommer tværgående forbindelser og et nyt langsgående fodgængerstrøg, der binder byen sammen i et fintmasket net af passager, promenader og pladser. Cyklisterne får også bedre vilkår i form af en nord-sydgående cykelrute, som er flettet ind i den nye bymidte. En letbane kommer til at sno sig igennem den nye bymidte, og stoppestederne ved Musikhuset – og Teaterhuset og rådhuset vil fungere som samlingspunkter for bylivet i området.
Midlertidige parkeringspladser vil stå til rådighed for odenseanere, erhverv og besøgende i hele omdannelsesfasen, så der fortsat vil være det samme antal parkeringspladser som nu. 

Læs mere på www.odense.dk

Billede: Entasis.

 





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder