BIG får 7 nye partnere og åbner kontor i HongKong

BIG får fem nye partnere og desuden træder to nye associerede partnere fra den eksisterende ledelsesgruppe ind i ejerkredsen hos arkitektfirmaet. BIG har siden Bjarke Ingels stiftede selskabet i 2005 skabt innovative byggerier, opnået et internationalt renommé og markeret sig i samfundsdebatten i Danmark og udland.

– Gennem de seneste fire år, har tegnestuen oplevet øget global interesse med projekter i Europa, Mellemøsten, Nord- og Sydamerika, samt Central – og Østasien. Med ønsket om at styrke tilstedeværelsen i Asien, vil der i løbet af 2010 etableres et kontor i Hong Kong, oplyser BIG.

Det er især de større projekter i udlandet, som BIG har vundet i den senere tid, der gør, at arkitektfirmaet har valgt at udvide partnerkredsen. Det drejer sig om Tallinns nye Rådhus, Astanas Nationalbibliotek, World Village of Women Sports i Malmø samt Shenzhen Energy Mansion, der alle er påbegyndt eller i opstartsfasen.

Derfor træder Andreas Klok Pedersen, Finn Nørkjær, Thomas Christoffersen, Jakob Lange og David Zahle ind som partnere. De har alle samarbejdet med Bjarke Ingels siden PLOT og fungerer som projektledere på ovennævnte projekter. Derudover udnævnes BIGs adm. direktør, Sheela Maini Søgaard, samt Kai-Uwe Bergmann, direktør for international forretningsudvikling og kommunikation til associerede partnere.

– Vi er et hold af over 20 nationaliteter og føler os alle privilegerede over, at samarbejde med så talentfulde og passionerede mennesker på tværs af alder, nationalitet og religion. Det nye partnerskab er en naturlig udvikling af et godt og stærkt samarbejde gennem mange år, siger Bjarke Ingels.

De nye partnere er

Andreas Klok Pedersen, projektleder på en række af BIGs projekter i større skala, senest det prisvindende 200 meter høje Shenzhen Energy Mansion i Kina og masterplanen Zira Island i Azerbaijan. Andreas har stået i spidsen for det nye Tamayo Museum i Mexico City, de københavnske projekter Lego Towers, Scala og Kløverkarreen, samt BIGs bidrag til Arkitekturbiennalen i Venedig 2004 og 2008. Andreas underviser desuden på Kunstakademiets Arkitektskole i København.

Finn Nørkjær, ansvarlig for udviklingen og realiseringen af VM-Husene i Ørestaden og nabogrundens Bjerget. Finns seneste projekter tæller det igangværende 8-Tallet på 62.000 m2 og den Danske Pavilion til Expo Verdensudstillingen i Shanghai, som begge fejrede rejsegilde i denne måned og skal stå færdige i 2010.

Thomas Christoffersen, projektleder og designarkitekt på de fleste af tegnestuens realiserede projekter, herunder VM-Husene, der stod færdigbygget i 2005 og 8-Tallet, som er under opførsel. Senest, har Thomas stået i spidsen for det prisvindende forslag til Kazakhstans nye nationalbibliotek, Astana National Library på 30.000 m2. Thomas underviser på Kunstakademiets Arkitektskole i København.

Jakob Lange, projektleder på Bjerget – vinderen af flere anerkendte internationale priser, heriblandt Verdens Bedste Boligbyggeri ved WAF, MIPIM Award – Best Housing, ULI Award – Best Housing Europe og Forum AIDs – Bedste Nordiske Arkitektur. Senest har Jakob tegnet vinderforslaget til Tallinns nye Rådhus, som skal stå færdigt i løbet af 2012.

David Zahle, projektleder på det 6.000 m2 Søfartsmuseum i Helsingør, som skal færdigbygges til 2012. Hans arbejde tæller også projektledelse af Helsingørs Psykiatriske Hospital, 2006, og en central rolle ved den nyligt vundne konkurrence World Village of Women Sports i Malmø, samt ved Stavanger Koncertsal der blev tildelt den Gyldne Løve. Davids ansvarsområde dækker også rekruttering af nye medarbejdere til BIG.

Sheela Maini Søgaard varetager driften af BIG, med ansvar for den overordnede sagsstyring og tegnestuens økonomi. Siden August 2008, har Sheela fokuseret på optimering af BIGs cashflow, formalisering af BIGs kontraktpolitik og arbejdet med organisationsstrukturen. Sheelas tidligere stillinger har været som Forretningsudviklingschef i Meyer Aps, International Produktchef i GN Resound og Strategisk Konsulent hos McKinsey.

Kai-Uwe Bergmann leder BIGs internationale forretningsudvikling, og har været en nøgleperson i BIGs geografiske ekspansion med aktiviteter i mere end 15 lande. Hans ansvarsområde tæller også BIGs Presse og Kommunikation. Kai-Uwe fungerede desuden som Projekt Manager på Zira Island, er akkrediteret i USA, England og Danmark og LEED AP certificeret.

Læs mere på www.big.dk

Billede: De nye partnere i BIG.





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder