(Foto: Sephora)

Tomgangen for butikker i Aarhus falder støt og er laveste i syv år

Detailhandlen i Aarhus og det øvrige Østjylland blev – ligesom i resten af landet – hårdt ramt af finanskrisen, men nu er der virkelig blevet længere mellem de tomme butikslokaler i landsdelen. Det viser nye data fra Ejendomstorvet.dk, mæglernes fælles portal og samtidig landets største markedsplads for erhvervslokaler.

– Detailhandlen kan fortsat mærke, at danskerne efter finanskrisen holder lidt igen med at svinge dankortet.  Men det er begyndt at lysne, og i Østjylland skal vi helt tilbage til sommeren 2010 for at finde færre ledige lokaler end nu. Kun 5,3 procent af de samlede butiksarealer står tomme, og det er en anelse bedre end på landsplan. Samtidig er tallet faldet uafbrudt gennem fire kvartaler, så det tyder på, at fremgangen er stabil, om end ikke prangende, siger Simon Birch Skou, adm. direktør for Ejendomtorvet.dk, som er ”søster” til Boligsiden.dk.

I 2007-08 stod blot 2-2,5 procent af de østjyske butikslokaler tomme, men det steg kraftigt med finanskrisen. Der var flest ”til leje”-skilte i butiksvinduerne ved udgangen af 2012; dengang lå 7,1 procent af butiksarealerne øde hen. Siden er det generelt gået bedre med udsving op og ned – og med en mærkbar bedring det seneste år.

– Der sker en brancheglidning, så vi får flere restauranter, cafeer og takeaway-steder. Fx blev en tidligere Noa Noa-tøjbutik i Ryesgade i Aarhus midtby omdannet til en Joe & The Juice-café. Stigende nethandel har trukket omsætning ud af de fysiske butikker, og mange forsøger at sænke driftsomkostningerne, i praksis løn og husleje, ved at flytte til lokaler uden spildplads, helst samlet på én etage. Vi overtog et tidligere Imerco-lejemål i Ryesgade, og her fik vi udlejeren til at omdanne førstesalen til boliger, og så flyttede kosmetikkæden Sephora ind i et mere regulært lejemål i stueplan, siger Torben Klitgaard fra mæglerfirmaet Colliers International.

En anden lokal mægler, EDC Erhverv Poul Erik Bech Aarhus, har for nylig hjulpet den københavnske smykkedesigner Jane Kønig ind i lokaler i Badstuegade i midtbyen og ser det som udtryk for en ny tendens.

– Vi ser Mads Nørgaard, Lolly’s Laundry, Han Kjøbenhavn og lignende eksklusive modemærker komme til byen. Aarhus er for alvor kommet på landkortet som en cool by. Vi er EU-kulturhovedstad og hjemby for mange kulturelle aktiviteter og festivaler, siger detailmægler Mette Lund Pedersen.

Aktuelt er 224 lokaler til butikker og spisesteder udbudt til leje eller salg i hele Østjylland. Flest – 73 – ligger i Aarhus Kommune, derefter følger Randers med 46, Silkeborg med 43 og Horsens med 30 ledige butikslokaler. På landsplan rummer Ejendomstorvet.dk lige godt 1500 ledige butikslokaler.

I hele landet findes lige knap 12,6 millioner kvadratmeter butiksarealer, og heraf ligger en sjettedel eller to millioner i Aarhus og det øvrige Østjylland. Dermed har Østjylland flest butikskvadratmeter af de 11 landsdele, som Danmarks Statistik opdeler landet i.

Ejendomstorvet.dk har Danmarks største udvalg af ledige lejemål og erhvervsejendomme til salg med adresse, foto og tekst om aktuelt godt 10.200 lokaler og ejendomme i alle kategorier. Dataene kommer fra næsten alle landets erhvervsmæglere samt en række pensionskasser, ejendomsselskaber og ejendomsadministratorer. Ejendomstorvet.dk har mere end 115.000 besøg hver måned og formidlede sidste år salg og lejeaftaler for en værdi på næsten 12 milliarder kr.

Læs også: International kosmetikkæde åbner 438 kvm butik på Strøget i Aarhus





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder