tirsdag 17. oktober 2017 09:43
Lejlighed i Bredgade solgt for 21,5 millioner kr. er dyreste i 2017
Med salget af en knap 340 kvadratmeter stor lejlighed i Københavns inderste indre, må den havudsigts-lejlighed, der tidligere på året blev solgt for 20,3 millioner kr. i Nordhavn, vige sin førsteplads. Det skriver Boliga.
Handelen har stået køber i hele 21,5 millioner kr. og kvadratmeterprisen er således over 63.000 kr., hvilket er over gennemsnittet på 45.550 kr. i København K.
Lejligheden ligger på Bredgade i nærheden af Amalienborg og Marmorkirken. Den billigste ejerlejlighed i området går ifølge Boliga for seks millioner kr.
For at finde den dyreste lejlighed til salg i landet lige nu skal vi tilbage til Nordhavn, hvor en næsten 400 kvm stor lejlighed udbydes til den nette sum af 32 millioner kr.