Axel Towers. Foto: ATP Ejendomme

ATP, PFA og Industriens Pension får Michelin-søster som lejer i Axel Towers

– AOC passer godt ind i Axel Towers eksklusive rammer, hvor vi kan tilbyde en række livstilsbutikker en attraktiv adresse i hjertet af byen, hvor strømmen af forbipasserende er massiv og konstant. Københavnerne har allerede taget godt imod Axel Towers som en del af byens naturlige udvikling, siger Michael Nielsen, direktør i ATP Ejendomme.

Med annonceringen af AOC’s restaurantinitiativ kan Axel Towers føje endnu en ny lejer til bygningen, hvor advokatvirksomheden Gorrissen Federspiel sidder på hovedparten af kvadratmeterne. I stueetagen har kaffebryggerne fra Starbucks allerede slået dørene op, mens chocolatier Peter Beier og juveleren Klarlund følger efter i den kommende tid. Dermed kan butikkerne kan drage fordel af det store antal turister, som altid flokkes omkring hovedindgangen til Tivoli. Der er dog stadig ledige kvadratmeter til både retailkoncepter og virksomheder, som er på udkig efter nogle af byens bedst placerede kontorpladser.

Restaurant AOC hører med sine to Michelinstjerner allerede til på toppen af det gastronomiske Danmarkskort, og til efteråret vil indehaver Christian Aarø og køkkenchef Søren Selin slå dørene op til et helt nyt restaurantkoncept, en skybar og eksklusive selskabslokaler på de tre øverste etager i Axel Towers Tårn D.

– Som alle, der har besøgt os i Moltkes Palæ, ved, så betyder atmosfæren og omgivelserne utroligt meget for alle i AOC, og her giver Axel Towers os nogle helt unikke muligheder for at skabe en restaurantoplevelse, som man ikke får nogen andre steder i Danmark. Det kommer til at blive noget helt specielt, lover Christian Aarø, som endnu ikke vil løfte sløret for de nærmere planer omkring restauranten, der bliver AOC’s tredje udover selve AOC og Restaurant Nummer 2 på Christianshavn.

De tre investorer ATP Ejendomme, Industriens Pension og PFA Ejendomme ejer i fællesskab Axel Towers, der er opført på Axeltorv 2 i hjertet af København. Kontorerne er taget i brug og butikker og restauranter vil åbne i løbet af 2017. Arkitekterne bag er den prisvindende tegnestue Lundgaard & Tranberg Arkitekter og byggeriet består af i alt fem sammenvoksede, cirkulære tårne med varierende højde fra 28 til 61 meter.

Det samlede areal udgør 40.200 kvm. fordelt med 23.000 kvm. over terræn og 17.200 kvm. offentligt tilgængelig parkeringskælder. Hertil kommer en integreret skybar og restaurant på 8-10. sal i det tårn, som vender ud mod Jernbanegade.

Læs også ATP Ejendomme afslører detailkoncept i Scala-projekt





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder