
fredag 04. november 2016 11:20
NREP og By & Havn bygger luksusbiograf i Nordhavn
I 2018 får Nordhavn et nyt biografkompleks, der efter sigende skulle blive i verdensklasse. Biografkomplekset udvikles midt i Århusgadekvarteret. Det nye biografkompleks skal ligge på Hamborg Plads imellem Frihavnstårnet og Portland Towers. Der er tale om en biograf på højeste teknologiske niveau, hvor hver sal er indrettet med luksussæder og bedste lyd og billede.
By & Havn og NREP står bag detailhandelsselskabet Nordhavn P/S, som står for udviklingen af detailhandlen i Nordhavn. Selskabet har indgået en aftale med Henrik Obel som operatør på biografprojektet i Nordhavn. Henrik Obel driver i forvejen luksusbiografen BIG BIO Herlev.
By & Havn besluttede i 2012 at håndtere udviklingen af detailhandelsområdet for Århusgadekvarteret på en ny og anderledes måde end de fleste transformationsprojekter af havneområder. By & Havn tog derfor ansvar for at samle de fleste lokaler til detailhandel og til at finde en kompetent partner til at udvikle og eksekvere en strategi, hvilket førte til samarbejdet med NREP.
I første omgang vil biografkomplekset på Hamborg Plads, en dagligvarehandel i stueetagen af P-hus Lüders, ni små lejemål med delikatesse- og madoplevelser på Göteborg Plads samt en livstilsbutik i Århusgade blive indviet. Der forhandles og konceptudvikles i øjeblikket med et større antal operatører, og de første lejemål forventes at åbne i 2. kvartal 2017.
Udlejningsstrategien for Århusgadekvarteret sigter mod, at samtlige operatører (dagligvarehandel, butikker, caféer, spisesteder m.v) både skal skabe et attraktivt og innovativt udbud, og samtidig udvikles med et både socialt og bæredygtigt perspektiv i tråd med visionen for Nordhavn.
BIG BIO Nordhavn vil, udover at levere filmoplevelser i verdensklasse, være en lokal biograf, som tilgodeser hele områdets behov, fra babybio til seniorbio. BIG BIO Nordhavn vil også have fokus på det lokale erhvervsliv, hvor biografens faciliteter vil kunne benyttes til blandt andet konferencer, produktlanceringer og events. K
Det forventes, at Nordhavn i den kommende tid kan offentliggøre flere lejere, herunder operatørerne af de to supermarkeder, hvoraf det første forventes at åbne allerede medio 2017.